Aziz Ansari er i sin nye Netflix-serie den bløde mand i storbyen, som i en overvældende, ungdommelig tilværelse af muligheder ikke kan beslutte sig for noget som helst og forholder sig til sit liv med en ironisk distance, som ultimativt svigter serien

Cirka hvert tiende år lander en af den slags komedieserier, der blæser sine seere omkuld med sin originalitet, sin humor, sine karakterer eller sin historiefortælling. Den slags serie samler sit publikum og fortæller om hverdagens problemer gennem et humoristisk øjemål, som ofte resulterer i, at man som publikum kan nikke genkendende til seriens udspil. Når det sker, er serien noget ganske særligt, og ved hjælp af sin genre formår komedien at fortælle om hverdagens begivenheder på en unik og særligt rammende måde. Desværre er det ikke ligefrem, hvad der foregår i den seneste sit-com satsning fra streaming-giganten Netflix.

Det, som komiker Aziz Ansari gør med Master of None, er et hæderligt forsøg på en serie, som medtænker individualistens (til tider meget ligegyldige) problematikker, men når der trækkes på en række karakterer, der er så groft tegnet op i stereotypisk facon, at man næsten bliver i tvivl om, hvor langt ironien egentlig bør gå, så bliver man som publikum efterladt i en pøl af spørgsmål, der betyder, at serien egentlig ikke fortæller noget. Den svæver rundt i samme stilstand som hovedkarakteren, Dev, gør, og hvis vi skal tillægge det en dobbeltbetydning, jamen, så er serien jo en genistreg uden lige, men mon ikke det er gå for langt?

Som Lena Dunham gjorde det med Girls, så er Master of None Ansaris forsøg på at ramme sin generation gennem en kritisk vinkel, hvor man til tider synes, at hovedpersonen er enormt irriterende. Desværre fungerer det i denne omgang kun som redskab til at forvirre, og der trækkes sjældent på smilebåndet, fordi man svært kan gennemskue, hvad der egentlig er hovedkarakterens motivation for at sige, som han gør. Undtagelsesvis bør nævnes H. Jon Benjamin, som nedbryder enhver form for fonetik. Hans fantastiske evne til at lade alle ord dryppe af ligegyldighed, gør hans scener så ekstremt underholdende, at man kan gå så langt som at sige, at han er det hele værd. Giver man Ansari the benefit of the doubt og rent faktisk går ud fra, at det skal forestille at være en parodi på Tinder-generationens særdeles svagelige evne til at beslutte sig og derefter holde sig til den beslutning, ja, så er serien stadigvæk ikke morsom. Om intet andet kan man kalde den direkte fordummende i og med den fastlåser en række (særligt amerikanske) stereotyper om det moderne menneskes romantiske relationer.

LÆS OGSÅ:  Se nomineringerne til 2016 Television Critics Association Awards

Relaterede indlæg