Den irske musiker imponerede og tryllebandt sit publikum, da han i går spillede i DR’s Koncertsal i København.

Det var til en næsten fyldt Koncertsal i DR, at James Vincent McMorrow gav koncert i går aftes og de heldige mennesker, der var til stede, blev udsat for en noget spektakulær sanseoplevelse, hvor musik og lyd resulterede i et mesterligt virvar af melankoli og tears on the dancefloor, som McMorrow så fint selv sagde det.

Som opvarmning havde McMorrow medbragt sin gode ven Kevin Garrett, der, om muligt, er noget af det mest introverte, vi længe har set på en scene. Ikke desto mindre var han noget så vidunderligt i kontrol over sin minimalistiske pop, som han spillede for et publikum så stille, at man næsten ikke turde trække vejret. En beskeden fyr, der noget så diskret og elegant fik sat en fed streg under det faktum, at han nok alligevel ikke bare er Hr. Hvem-som-helst ved at spille en sang, som han “wrote for somebody you may know.” Nå, ja, bevares, vi har da hørt Beyoncés Pray You Catch MeGarrett kunne nok ikke have været et mere velvalgt opvarmningsnavn. Stemningen blev sat med stemningsfyldte numre, der i allerhøjeste grad fik forberedt publikum på aftenens hovednavn.

Med McMorrow var der absolut ikke nogen rockstjerneattitude, og det betød, at publikum ikke skulle vente længe, før han gik på scenen. Forfriskende, hvis man fx har prøvet at vente to timer på Rihanna. Med et delikat lysshow lægger den irske sanger ud med numre fra sin seneste plade We Move. Han spillede bl.a. I Lie Awake Every NightLast Story og Get Low, og det var særdeles forfriskende at høre McMorrows numre blive spillet live. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at der er tale om en kunstner, der tager sin musik særdeles alvorligt. Der bliver kælet for hver eneste detalje i hvert nummer, han udgiver, og det klæder musikken, at blive pakket ind i et live-format, hvor der kan blive spillet forkert, og hvor lyden bare bliver gjort en smule mere rå. Det samme gælder McMorrows stemme, der faktisk er så god live, at man næsten har svært ved at tro på det. Noget falset gik måske bedre end andet, men vokalen leverer ondelyneme varen alligevel.

LÆS OGSÅ:  Se den seneste musikvideo fra James Vincent McMorrow

Da vi nærmer os enden på en noget spektakulær aften, er publikum ved at være varmet godt op. Så meget, at der endda brydes ud i klapsalver under We Don’t Eat. Ikke så overraskende slutter hele showet i en rungende og velfortjent stående klapsalve, som McMorrow lige akkurat vover at suge til sig i få sekunder, inden han forlader scenen.