Hvis du er en af dem, der havde glædet sig til at se Casey Affleck til årets Oscar-uddeling, så bliver du særdeles skuffet. Han har nemlig valgt at trække sig fra årets prisuddeling.

Den 42-årige skuespiller vandt sidste år sin første Oscar for bedste skuespiller for sin rolle som Lee Chandler i Kenneth Lonnergans film Manchester by the Sea, og normalt er kutymen, at sidste års vindere præsenterer og uddeler priser i årets forskellige hovedkategorier. Affleck skulle derfor have uddelt prisen for Best Actress i år.

Nu har han dog valgt at trække sig fra uddelingen som følge af #MeToo-bevægelsen, der stormede afsted i efteråret. Affleck har nemlig selv tidligere været anklaget for sexchikane i 2010 i forbindelse med optagelserne til I’m Still Here med Joaquin Phoenix i hovedrollen – en film som Affleck instruerede. De to sager blev dog begge løst uden for retten. Affleck blev således ikke dømt skyldig i anklagerne.

Ikke desto mindre har Casey Afflecks pr-agent bekræftet over for Deadline Hollywood, at skuespilleren ikke vil deltage til årets prisuddeling. Beslutningen bunder i, at Affleck ikke ønsker at fjerne fokus fra showet og specielt de nominerede i den kategori, han skulle have præsenteret.

LÆS OGSÅ:
Jimmy Kimmel bliver årets Oscar-vært

Årets Oscar-uddeling finder sted den 4. marts i Dolby Theatre i Hollywood, Los Angeles med Jimmy Kimmel som årets vært.

Nedenfor kan du se øjeblikket fra sidste års Oscar-uddeling, hvor Casey Affleck vandt for bedste mandlige hovedrolle. Brie Larson præsenterede kategorien og skabte den efterfølgende dag overskrifter verden over, fordi hun ikke klappede af Affleck, da han gik på scenen for at modtage sin pris.