Anmeldelse: Fantastiske skabninger og hvor de findes

Anmeldelse: Fantastiske skabninger og hvor de findes
4.0Samlet Score

Harry Potter er ikke tilbage, men det er kvinden bag den magiske historie. J.K. Rowling har skabt et nyt fortryllende univers med Fantastiske skabninger og hvor de findes.

De fleste af os har nok set eller læst Harry Potter på et eller andet tidspunkt i vores liv, og hvis man er i begyndelsen af 20’erne, har man utvivlsomt et noget sentimentalt forhold til både bøgerne og filmene. Derfor er det ikke så mærkeligt, at årets helt store fantasyfranchise Fantastiske skabninger og hvor de findes, som er en forhistorie til Harry Potter-fortællingen, er den mest hypede af slagsen, siden vi sidste år så Star Wars: The Force Awakens.

Fantastiske skabninger og hvor de findes foregår i året 1926 og introducerer en linje af nye karakterer, som vi kan forvente at følge over i alt fem film, der forventes at blive udgivet hvert andet år. Det betyder, at en helt ny generation af Potter-fans kan få lov til at vokse op med J.K. Rowlings utrolige troldmandsunivers. Man kan på intet tidspunkt benægte Rowlings evne til at skabe spændende fortællinger og masser af underlige skabninger, som man kun kan more sig over og holde af (Niffler!), og filmen er derfor også en god start på det, vi forventer, der bliver en utrolig historie.

Så hvordan formår man at skrue et nyt Harry Potter-univers sammen, når drengen, der ikke kunne slås ihjel, ikke kan være med? Det lyder risikabelt, at man laver et spin off-franchise med næsten ingen sentimental værdi, men det er på utrolig vis lykkes holdet bag Fantastiske skabninger alligevel. Det er faktisk lykkes så godt, at man (næsten) ikke savner hverken Ron, Hermione, Harry eller Hogwarts.

FANTASTIC BEASTS AND WHERE TO FIND THEM

Katherine Waterston og Eddie Redmayne. Foto: Warner Bros.

Det første møde med de nye karakterer

Fantastiske skabninger og hvor de findes handler om den unge troldmand Newt Scamander (Eddie Redmayne), der er taget til New York som sidste stop på en global ekspedition, hvor han har ledt efter klodens mest fantastiske og magiske skabninger. Alle dem som han har samlet, er gemt godt væk i hans magiske rejsekuffert, hvori der gemmer sig et helt univers af utrolige dyr. Da Newt render ind i den intetanende NoMaj (amerikansk for muggler) og efterfølgende anholdes af agenten Porpentina Goldstein, går eventyret for alvor i gang. Da flere af Newts skabninger slipper fri fra den magiske kuffert, må de tre fange dem igen, og det bringer dem på kant med de allermørkeste kræfter i magiens verden.

Hvis du håber på masser af referencer til alle dine yndlingskarakterer fra det oprindelige Harry Potter-univers, så går du forgæves. Til gengæld byder Fantastiske skabninger og hvor de findes på noget helt nyt, hvor der absolut lurer potentiale under overfladen. Filmen er nemlig noget tid om overhovedet at komme i gang, og introduktionen til troldmanden Newt Scamander finder egentlig aldrig rigtigt sted. Generelt er filmens største svaghed, at man ikke fornemmer, hvilke karakterer vi kan gøre os forhåbninger om at se igen. Katherine Waterston, der har rollen som Porpentina Goldstein, er mindst lige så træls, som navnet antyder, og man kan undre sig over, at J.K. Rowling ikke har valgt at starte filmens historie på et tidspunkt, hvor vi rent faktisk får en fornemmelse af, hvem Newt Scamander egentlig er. Kun en lille bitte smule baggrundshistorie får vi om et tabt kærlighedsforhold, men det er så også det. Det er tydeligt, at man skal se Scamanders historie i en større sammenhæng. En sammenhæng som man endnu ikke ved, hvad består af, og derfor står karakteren svagt, hvis man skal bedømme på denne film som et enkeltstående tilfælde. Vi vil dog lade tvivlen kommer Scamander til gode, selvom det hele godt kunne tyde på, at det ikke er Scamander, man skal interessere sig for men i stedet historien om Grindelwald. Noget vi først kan få svar på i de kommende film.

FANTASTIC BEASTS AND WHERE TO FIND THEM

Dan Fogler som Jacob Kowalski. Foto: Warner Bros.

Der er fart på til sidst

Selvfølgelig vil man da holde af den skabningssamlende troldmand, hvis man i forvejen er fan af Eddie Redmayne, der i denne omgang spiller noget i nærheden af sig selv gennem hele filmen. Og det er da også svært at holde latteren tilbage, når Dan Fogler i rollen som Jacob Kowalski folder sig ud som filmens humoristiske indspark – noget nogen måske vil mene, at han får lidt for meget plads til at gøre. Men her slutter det negative så også, og det er kun, fordi man ikke føler sig helt overbevist i forhold til karaktererne, at filmen ikke hiver fem stjerner hjem. Resten er filmen er nemlig en storslået herlighed af CGI (Hatten af til det grafiske team, og det vil være noget af en overraskelse, hvis filmen ikke scorer en Oscar-nominering i kategorien for bedste special effects), drama og magiske kræfter, som man ikke kan undgå at investere sig i. Ja, filmen er lang tid om at komme i gang, men når man er nået halvvejs, begynder det altså at tage form.

Det er den sidste del af filmen, der slår benene væk under dig og uden at spoile noget, så kan vi godt afsløre, at den forbryderiske karakter, Percival Graves, gemmer på langt flere hemmeligheder og overraskelser, end vi havde forestillet os. Og så er Colin Farrell jo bare noget i nærheden af det perfekte med sit pomadehår og troldsmandsoutfit. Hele det spektakulære show slutter med en skøn krølle, der lægger elegant op til den næste film, og vi fornemmer, at der er en del at se frem til.

Filmen er fyldt med den velkendte varme tone, man kender fra Rowlings univers, men den er også mørk og skræmmende på den måde, som især de sidste Harry Potter-film blev det. Rowling har igen skabt noget, som de færreste kan gøre hende kunsten efter. Fantastiske skabninger sender enhver Marvel-film ud på sidelinjen og beviser, at man altså godt kan lave populære franchises uden at falde i genbrugsfælder og uden at gå på kompromis med historien, fordi Pepsi skal have 30 sekunders product placement (World War Z!). Den er intet mindre end en fantastisk skabning!

Fantastiske skabninger og hvor de findes får premiere i de danske biografer i dag den 17. november 2016.

Se traileren til filmen nedenfor:

adadOriginaltitel: Fantastic Beasts and Where to Find Them
Instruktør: David Yates
Manuskriptforfatter: J.K. Rowling
Medvirkende: Eddie Redmayne, Ezra Miller, Colin Farrell
Spilledtid: 134 minutter
Genre: Eventyr, drama
Premiere: 17. november 2016