Efter et årti med årlige udgaver Assassin’s Creed spil, prøver udviklerne Ubisoft nu kræfter med filmindustrien.

Den nye actionfilm Assassin’s Creed har premiere i disse dage. Filmen har Michael Fassbender i hovedrollen som den kriminelle Cal Lynch, der står til at skulle henrettes, men reddes af det hemmelighedsfulde Abstergo Industries. Abstergo tvinger Cal ud i deres Animus Project, hvor han skal genopleve sin forfaders minder. Forfaderen Aguilar de Narhas er en spansk snigmorder, en såkaldt assassiner, og efter sigende den sidste til at vide hvor et gådefuldt artefakt, Edens æble, er gemt.

Filmen drager således fra historien i det første spil i Assassin’s Creed spilserien. Her må den unge Desmond Miles, vha. Animus-maskinen, drage tilbage tiden og via sin fjerne forfader, Altaïr Ibn-La’Ahads, minder trævle historien op for at afdække et komplot, der involverer ordenen af assassiner, tempelriddere, adskillelige historiske figurer og Edens æble.

Ud med Cal, ind med Aguilar

Selvom udgangspunktet for filmens fortælling ligner spillets – en person drager gennem en maskine tilbage til i sin forfaders minder for at blotlægge fortidens hemmeligheder – er der mange forskelle at finde mellem de to. Og i filmens tilfælde er ændringerne, for det meste, ikke til det bedre. Hvor man i spillet kun tilbringer få øjeblikke uden for Animus-maskinen, dvs. i nutiden og væk fra alle de fede snigmordermissioner, foregår størstedelen af filmen udenfor. Det er en underlig prioritering af tid, der bruges med karaktererne, især hvis man husker, hvor stor irritation spillere udtrykte over at skulle følge den (i forhold til Altaïr) kedelige Desmond. Ubisoft lyttede dengang til spillerne og nedsatte hvor meget tid, der blev brugt uden for Animus-maskinen i de efterfølgende spil. At skaberne af filmen vælger at fokusere på denne del er besynderligt.

LÆS OGSÅ:  'Rogue One' er årets største biografsucces

Nogle nye plotlines vi ikke kender fra spillene virker også helt forskruede. Specielt figuren Sofia Rikken, spillet af den ellers dejlige Marion Cotillard, har en ambition om (vha. Edens æble) at udrydde al aggression i verden, hvilket lyder helt absurd og grinagtigt.

Al for meget nutid!

Der hvor spillene altid har været fedest, er når man flygter over hustagene med vagter i hælene efter et succesfuldt snigmord. Det er der alt for lidt af i filmen. De korte øjeblikke, hvor vi følger Aguilar i fortiden, er hæsblæsende og flotte, og man sidder egentlig bare og venter på at komme tilbage, når Cal hives ud af maskinen.

Spillet Assassin’s Creed er dog heller ikke et perfekt spil. For mange missioner med udspionering og aflytning af personer gør, at tempoet i spillet stiger og dykker konstant. Filmen kunne dog godt have brugt tid på nogle af de rolige øjeblikke med assassinerne i stedet for alle de øjeblikke, der foregik i nutiden. Vi ser faktisk kun assassineren Aguilar, når han er i kamp. Med sig har han en kvindelig assassiner, og man føler næsten, at vi burde have et forhold til hende, men vi lærer hende aldrig rigtigt at kende.

Selve Animus-maskinen er i filmen blevet en stor arm, der kobles til Cal, når han skal opleve sin forfaders minder. De bevægelser Aguilar gør i fortiden transmitteres til Cals krop og efterlignes. Hvorfor dette er nødvendigt er uklart. Trænes Cal til at blive en assassiner som sin forfader? Nej. Det gør han ikke. Men det giver instruktøren mulighed for at vise Michael Fassbenders skjorteløse overkrop i fuld aktion. Ladies.

LÆS OGSÅ:  Anmeldelse: 'Allied' er en forførende kærlighedsfortælling

Assassinerne ligner sig selv

Fans vil finde hints til spillene flere steder i filmen. Bl.a. bliver Aguilars ringfinger fjernet, i led med at han optages i broderskabet, og der henvises til vendinger som leap of faith, når Aguilar springer fra højderne. Hvor det første spil foregår i og omkring Jerusalem og Damaskus i 1191, foregår filmen under renæssancen, nærmere i 1492, i Spanien. Stemningsmæssigt minder sektionerne i fortiden altså mere om spillet Assassin’s Creed 2, der foregår samtidig, men i Italien.

De helt nørdede fans vil i den forbindelse også lægge mærke til, at Aguilar i filmen bruger hele to hidden blades (springladede knive om assassinernes håndlede), meget lig Ezio fra Assassin’s Creed 2, og ikke som Altaïr fra 1’eren.

Generelt set er våben og dragter i filmen meget tro mod deres modstykke i spillene. Assassinerne er nådesløse kæmpere og bruger kasteknive med blodig præcision.

Alt i alt er det dog ikke den adaption, vi håbede på. Efter man har set filmen, sidder man tilbage med et ønske om, at skaberne havde lavet en direkte oversættelse af det første spil i serien, der har et overraskende og til tider kompliceret plot. I stedet fungerer filmen som en ny indgang til Assassin’s Creed-universet, med en lettere vag historie.