Bare fordi filmen er fra sidste år, betyder det ikke, at vi ikke kan anmelde den. Derfor har vi hos KULTBOX kastet os over spionfilmen The Man from U.N.C.L.E, og vi er positivt overraskede!

Da den Guy Ritchie-instruerede film kørte i de danske biografer sidste år, blev den desværre fravalgt til fordel for… Ehh.. The Maze Runner? Big mistake. Hvis du ligesom os bevidst er gået uden om spionfilmen, så vil vi meget gerne have lov til at sætte en tyk fed streg under det faktum, at du absolut er gået glip af noget. Her snakker vi velspillet action med masser af humor, to enorme mænd og favoritten over dem alle; Alicia Vikander.

Hovedrollerne spilles af beefcake nummer et og to, Henry Cavill (Man of Steel) og Armie Hammer (The Social Network), og vi begynder i Tyskland under den kolde krig, hvor spionen Solo er på en hemmelig opgave på vegne af den amerikanske efterretningstjeneste. Her ser han sig nødsaget til at arbejde sammen med Ruslands bedste KGB-spion, Illya Kuryakin, om at sætte en stopper for en forbryderorganisation, der er mistænkt for at bygge atomvåben og have en lidt for tæt relation til nazisterne.

D4D_9237.DNG

Alicia Vikander i rollen som Gaby.

Bedre end James Bond

Med et budget på 75 millioner dollars og en worldwide indtjening på 110 millioner, er det sikkert at sige, filmen ikke klarede sig synderligt godt, da det gjaldt om at sælge biografbilletter. Særligt i de amerikanske biografer svigtede publikum en film, der rent faktisk leverer langt mere klassisk action- og spionunderholdning end Daniel Craigs James Bond-karakter har formået at gøre tilsammen.

LÆS OGSÅ:  Matt Damon og Alicia Vikander indtager Kina

Filmen er ganske enkelt en af de bedste actionfilm, vi længe har set. Sjældent er en film af denne genre så flot, så sjov og så god på én og samme tid, og det eneste man savner er flere af de øjeblikke, hvor filmen virkelig fungerer. Og nej, du bliver ikke udfordret på et højt intellektuelt plan, men den humoristiske seriestil fra 60’erne fungerer mildt sagt skide godt. Tilskueren tager historiens præmis alvorligt samtidig med at man uden problemer kan sætte pris på både biljagter, eksplosioner, giftig whiskey og en god, underspillet romance.

DAN_4660.DNG

Henry Cavill (tv.) og Armie Hammer som Solo og Illya

Alicia Vikanders rolle er ikke voldsomt nuanceret, men det er trods alt også ganske usandsynligt, at det i denne film er hensigten. Til gengæld tilføjer hun karakteren masser af charme og et tysk, man umiddelbart må anerkende som godt (uden at vi på nogen måde påstår at besidde tyskevnerne til at kunne vurdere det).

Til gengæld brænder filmens to beefcakes godt igennem og den dynamik, der er mellem Henry Cavill og Armie Hammer, er en stor del af det, der fungerer til filmens fordel. Desværre falder den egentlige handling en smule fladt. Skylden ligger både på skuldrene af filmens skurk, Victoria, spillet af Elizabeth Debicki og på det svært genbrugte plot om de skumle atombombeplaner. Ikke desto mindre vinder de funky pop effekter, den gode casting og underholdende dialog over det faktum, at filmen muligvis er 30 minutter for lang. Men hey, det er 30 minutter mere med Cavill, so.. All is good, right?

D3S_7408.DNG

Henry Cavill i rollen som Solo

Se traileren her: