Björn Borg er på vej mod sin femte Wimbledon sejr i streg, som skal skrive hans navn fast i sportshistorien. Men der er meget på spil. Der er nemlig ingen andre tennisstjerner, som før har vundet fem gange, og som en ægte perfektionist har ingen planer om at prøve igen året efter, hvis ikke han kan slå rekorden uafbrudt af et års nederlag. Kun én ting står imellem svenskeren og hans eftermæle: hans aggressive og ambitiøse modstander John McEnroe fra USA.

Sårbarhed og styrke mødes på altanen

Første gang vi ser Björn (Sverrir Gudnason), er han alene på altanen udenfor sin lejlighed i Monaco. Kameraet sniger sig begærligt ind på hans veldrejede bare overkrop med det funklende blå middelhav i horisonten. Det er et glamourøst og meget stiliseret billede, der minder om nogle af de senere Björn Borg undertøjsreklamer. Som publikum bliver man på den måde mindet om tennisstjernens ikonstatus.

Flere gange i filmen ser vi ham skrive autografer, kvinder skriger efter ham på gaden og han bliver i det hele taget tilbedt, som var han et medlem af The Beatles. Men i filmens første scene er han alene på altanen. Han læner sig over gelænderet og kameraet peger direkte ned på gaden. Der er langt ned, og det giver et sug i maven, når Björn lægger hænderne på gelænderet og løfter sig op på hænderne og begynder at lave armbøjninger.

 

FOTO: Nordisk Film

 

Det virker dumdristigt. En smule overbalance, og han falder ned til sin død, før han når at slå rekorden med sin femte sejr ved Wimbledon. Snart finder vi ud af, at det er et symbolsk tema for hele filmen. Hvis han kan holde hovedet koldt med faren for at falde ned til sin sikre død, kan han holde hovedet koldt på banen, hvor han kæmper med sin indre vrede til sig selv og sine begrænsninger som menneske. Han er ingen underdog, men en perfektionist, som kræver det umulige af sig selv. Anden plads er ikke en mulighed for ham.

LÆS OGSÅ:  Anmeldelse: Ny dansk film går lige i blodet

Mere end en sportsfilm

Udfordringen ved sportsfilm som Borg er, at de kan virke indspist og mest af alt lefler for sportsgrenens tilhængere. Men enkelte film i genren tilpasser sig et narrativ og kommer udover sin snævre ramme og fortæller en mere menneskelig historie. Underdog temaet i Rocky (1976) gjorde hovedkarakteren mere jordnær, imens den aldrende og fordrukken bokser spillet af Robert De Niro i Scorseses Raging Bull (1980) mindede os om frygten for vores eget forfald. Borg udforedrer genrens rammer med sine iscenesatte billeder og jetset livet omkring 1980 og fragmenterede flashbacks til Björns barndom, hvor han spilles af henholdsvis sin egen søn Leo Borg som 13-årig og Markus Mossberg som 15-årig.

FOTO: Nordisk Film

Instruktør Janus Metz (Armadillo, 2010) ser ud til at være mere interesseret i den målrettede, men samtidig sårbare Björn og hans indre ’jeg’ end selve tenniskampene. Ofte bruger han montage og nærbilleder til at vise Björn og hans modstanderes kamp mod sig selv og sine grænser i stedet for at filme hele banen og fokusere på, hvem vinder. Nogle gange vender kameraet lodret ned og filmer spillerne fra oven, hvor vi i slowmotion fokuserer på deres anspændte og sveddryppende kroppe. Man forstår, at det ikke bare handler om en sportsgren. Det handler om en mand, hans ambitioner og hans tvivl på sig selv. Kameraet zoomer ind på skuespillerne som for at kigge nærmere på, hvad de tænker i det øjeblik, vi ser dem på banen. Hvad sker der, når drømme enten går i opfyldelse eller brister?

Kampen mod sig selv

Når vi ser Björn som teenager, har han svært ved at styre sin vrede. Han råber ad de andre spillere, beskylder sin træner for at snyde til de andres fordel og smider sin ketsjer hårdt på banen. Han virker håbløs og får at vide, at han burde prøve en mere aggressiv sport. Men heldigvis er der nogen, der ser hans potentiale. Lennart Begelin (Stellan Skarsgård) er selv gammel tennisstjerne i Sverige, og beslutter sig for at hjælpe drengen igennem vreden. Efter en fantastisk smuk scene, hvor den unge Björn i raseri slår barken af et træ og løber igennem skoven, hvor de høje træer danser i vinden, imens solen forsigtigt skinner imellem deres grene, er noget forandret. Med blod, sved og tårer har Lennart lært Björn at styre sine frustrationer og bruge dem i spillet i stedet for at give efter for dem.

LÆS OGSÅ:  Anmeldelse: Vi er i ekstase over den nye Disney-film 'Vaiana'

Men han er andet end bare en vred ung mand. Som voksen ser vi ham afklædt og grædende under bruseren, og vi ser ham som lille dreng med ketsjer i hånden og et håbefuldt blik i øjnene. Han er et nuanceret menneske med håb og drømme, omend hans frustrationer over sine egne begrænsninger til tider er ustyrlige. Han er sårbar og målrettet på en og samme tid. Derfor hepper publikum på ham.

FOTO: Nordisk Film

Vi følger ham på vej mod sin femte sejr ved Wimbledon. I aviserne og i fjernsynet spår man imidlertid, at John McEnroe (Shia Labeouf) potentielt kan fratage ham den glæde. Hollywoods ”enfant terrible” Labeouf er perfekt castet til rollen som den ustyrlige McEnroe, der ligesom skuespilleren selv har et ry for at miste besindelsen. McEnroe har endnu ikke lært at styre sin vrede og agerer voldsomt på banen, hvor han bander og svovler ad dommerne. I interviews bliver han kun spurgt om to ting: Hans rival Björn Borg og hans ustyrlige vrede. Det er to emner, som netop får ham op i det røde felt. Det er som om han må vinde over sin vrede, før han kan slå Björn. Men under overfladen lurer muligheden for, at Björn selv mister fatningen som i sine unge dage og taber kampen mod sin nemesis.

En lille skønhed med store navne

Det er en ren fornøjelse at Borg. Den er proppet med smukt iscenesatte billeder af mænd iført korte shorts og polotrøjer, der viser sin styrke på tennisbanen og sin skrøbelighed igennem de sparsomme, men velovervejede dialoger udenfor banen. Et stærkt skuespillerhold går op i en højere enhed med den dygtige instruktør, som indfanger en tidsånd og vinder-mentalitetens pris på skønneste vis. Uden at man tvinges til at vide noget som helst om tennis, bliver man grebet af en stemning og sidder yderst på sædet, når Borg og McEnroe endelig mødes på banen i en tæt kamp. Selvom både karaktererne i filmen og publikum er ved at koge over, bevarer filmen altid sin ro. Ligesom Lennart på et tidspunkt siger til Björn, tager filmen ”en bold ad gangen.” Borg er en lille skønhed, man ikke skal snyde sig selv for.

LÆS OGSÅ:  Anmeldelse: 'Alien: Covenant' - ikke for sarte sjæle

Alle fotos: Nordisk Film