Varme, tryghed, drømmeri og en benhård plads som familiens samlingspunkt. The Boss Baby fra Dreamworks er en fantasifuld of utrolig sjov hyldest til gamle tegnefilm, børnebogsillustrationer og oplevelsen af ikke længere at være den yngste i familien.

Syv-årige Tim har en lykkelig barndom som enebarn og nyder sine forældres opmærksomhed i fulde drag med fantasifulde lege, historier og en godnatsang. Filmen starter med en montagescene, hvor han leger med sine forældre, at han er på safari i Congo, dykker med hajer og på farefuld mission i det ydre rum. Han er deres øjesten og solen, som hele universet drejer sig om. Intet i deres hverdag kan overskygge ham. Tim kunne ikke tænke sig det anderledes. Så når forældrene spørger, om han ønsker sig en lillebror, svarer han: ”Ellers tak, jeg er nok.”

Søskendejalousi

Men så en dag dukker en baby, som til forveksling ligner Statsminister Lars Løkke Rasmussen i mindre format, op i familien. Tim har fået en lillebror, som stjæler al forældrenes opmærksomhed. Desuden er der noget mistænkeligt med den lille ny. Han har jakkesæt på, stirrer mærkelig og er ikke engang kilden. Er han ikke også lidt udspekuleret? Er han overhovedet virkelig en baby? Er det i virkeligheden en lille spion?

Historien om Tims mistanke til sin nye lillebror, som senere både be- og afkræftes, fungerer som en morsom ramme for en fortælling om, hvordan man lærer at elske sine små søskende. Selvom man kan være lidt træt af at skulle deles om forældrenes opmærksomhed nogle gange. I starten fremstår lillebror som en trussel mod hans idylliske barndom. En fremmed indtrængende, som vil ødelægge kulturen i hjemmet med sine særlige behov. Men langsomt finder han ud af, at det slet ikke forholder sig sådan. Selvom lillebror viser sig ikke at være den lille uskyldige baby, han giver sig ud for at være, har de nogle fælles interesser, som forener dem. Det bliver begyndelsen på et vildt eventyr, som overgår Tims ellers livlige fantasi.

LÆS OGSÅ:  'Spider-Man: Homecoming' får sin første trailer

Et friskt pust med retro udseende

Imens mange animationsfilm de senere år har eksperimenteret med en stigende realisme, hvor enkelte elementer ligner virkelighed mere og mere, vender Boss Baby tilbage til en mere fantasifuld, særegen og dog genkendelig, gammeldags tegnefilms-æstetik. Den er fyldt med fest og farver og ikke en snert af kedelig, grå hverdag. Det skal den i den grad roses for. Børnene kan lære om socialrealisme, når de bliver ældre, og vi som voksne har også brug for lidt eskapisme i ny og næ.

Filmen får publikum til at forvilde sig et naivt børne-univers, som forstærkes af de adskillige referencer til tidligere generationers underholdning til børn. Der er bl.a. en flugtscene med en ret genkendelig falde-på-halen komik, der kendetegner Looney Toons tegnefilm med Snurre Snup og Elmer Fjot, som giver et meget nostalgisk sus i maven, når Tim og lillebror er på flugt fra den onde barnepige. Eller når Tim i stil med karakterer fra 1990’ernes tegnefilm som Powerpuff pigerne eller Dexters laboratorium på Cartoon Network leger ninja for at udspionere og afsløre lillebrors sande identitet, og han i sin fantasi skjuler sig som en skygge og bliver et med væggen. Samtidig ligner hele universet med parcelhuse, futtog og Mad Men-lignende kontorer tilsat lidt farve et alternativt nedslag i 1950’erne eller 60’erne, som går lige i hjertet på et voksent publikum.

Underholdning i særklasse

Folkene bag Dreamworks har for længst opdaget, at deres film både skal tiltale børn og voksne for at lokke forældre i biografen med ungerne. Det lykkes særdeles godt i Boss Baby. Et yngre publikum vil elske det spændende, men simple univers fyldt med hundehvalpe og flotte farver, hvor børnene ved mest, imens de voksne intet forstår. Samtidig vil et voksent publikum sidde med et bredt smil over alle filmens referencer til film, tegneserier og bøger fra de seneste 60 år, som har glædet mange generationer af børn. Bag hele det nostalgiske børneunivers og falde-på-halen komikken har nogen sågar skjult nogle mere voksne vittigheder. F.eks. når Tim smider et glas i skraldespanden og siger ”Folk på Long Island kan ikke finde ud af at lave en god icetea”. Eller dynamikken i en scene, hvor lillebror nedladende giver Tim nogle penge til at købe noget pænt til sig selv, som var han en slags trophy wife. Det er vovet materiale til en børnefilm, men subtilt nok til, at det kun bliver forstået af et voksent publikum.

LÆS OGSÅ:  Anmeldelse: 'Kæmpen' er en anderledes debutfilm

Indenfor sin genre er Boss Baby en film i særklasse. Den er både smuk og sjov, samtidig med at den fortæller en kompleks historie indeni en historie på en meget simpel måde. Det er en bedrift, som langt de færreste film kan bryste sig selv med.

The Boss Baby har premiere i de danske biografer den 6. april 2017.

Se traileren til ‘The Boss Baby’ nedenfor:

Originaltitel: The Boss Baby
Instruktør:
Manuskriptforfatter:
Medvirkende:
Spilletid:
Genre: