Woody Allens nyeste film er en nostalgisk ode til 30’ernes Hollywood, men er den mere end det?

Med Woody Allen følger der en masse forventninger til både stil, kvalitet og indhold. Der er mildest talt meget at leve op til for den 80-årige instruktør. For de garvede Woody Allen-fans kan man på den ene side argumentere for, at der ikke længere er den samme skarphed og kant i hans film som tidligere samtidig med, man i Café Society fodres med alt det bedste fra instruktørens univers. Nej, Café Society er ikke Allens hovedværk, men det er bestemt heller ikke en af de dårligste film, han har lavet.

I Café Society følger vi den unge og noget naive Bobby (Jesse Eisenberg), der beslutter sig for at forlade sin familie i New York for at rejse til drømmenes by, hvor alt kan ske. I Los Angeles opsøger han den succesfulde onkel Phil (Steve Carell), der er noget af en bigshot-agent for alle de store stjerner i Hollywood. Onkel Phil har dog vigtigere ting at tage sig til end at rende rundt og passe på sin unge nevø, så i stedet lader han sin søde assistent Vonnie (Kristen Stewart) holde Bobby med selskab. Han bliver hurtigt og ikke så overraskende forelsket i Vonnie, der dog viser sig at spille på flere heste samtidig.

Filmens historie er ikke specielt indviklet, og den vil ikke meget med sit publikum. Det er en udmærket kærlighedsfortælling, hvis troværdighed først kommer til kort, da Steve Carell placeres i en romantisk situation med Kristen Stewart, der desuden kun lige akkurat formår at skabe en romantisk kemi mellem hende og Eisenberg. Ja, Kristen Stewart er en særdeles begavet skuespiller, men hun bærer endnu på noget af den altomfattende akavethed, der stort set bar hende igennem Twilight-franchisen. Om det er hendes teknik og stil eller bare personlighed, der skærer igennem, er svært at sige, men til netop denne rolle, kunne man godt have tænkt sig en noget mere sikker karakterfortolkning. Til gengæld kan man ikke være andet end tilfreds med Jessie Eisenberg i hovedrollen. Han er i sig selv en såkaldt trip down memory lane, og med sin indadvendte og lidt halvneurotiske måde at levere skuespil på, er det som at se på Woody Allen i de gode gamle dage. Det får ganske enkelt nostalgien til at blomstre lige fra begyndelsen.

Steve Carell i rollen som agenten Phil Stern.

Nostalgi for alle pengene

Og hvis man er til nostalgi og “de gode gamle dage”, så er men helt sikkert også til det, som filmen leverer. Der rides nemlig højt på en bølge af glitz og glam fra den såkaldte golden era i 30’ernes Hollywood, hvor pengene strømmede ind, og hvor det hele kun kunne blive bedre, mere og større. Man rammes af filmnostalgi af første klasse, hvor du får lov til at lytte til den velkendte jazzede score (der forresten er et særdeles anbefalelsesværdigt album, som findes på Apple Music) og genleve instruktørens tidligere værker, som der i filmen er masser af underbyggede referencer til.

LÆS OGSÅ:  Robert Pattinson er næsten ugenkendelig i ny trailer til 'Good Time'

Steve Carells karakter, Phil, er som en fortidig (og noget nedkølet) udgave af Ari Emanuel og for tilhængere af Hollywood-genren, er der masser af referencegaver til industriens skuespillere, arbejdsforhold og magtstruktur. Det går fx let hen over hovedet på den unge Bobby, da han får tilbudt et job i postrummet. Et job der særligt i det gamle Hollywood (men eftersigende også i dag) kunne lede til magtfulde stillinger i det berygtede og William Morris Agency. Men for den uvidende Bobby lyder postrummet ikke helt så tiltrækkende. For alle der holder af at nærstudere et manuskript og forfatterne bag det, klukker man utvivlsomt også over den dobbelte Oscar-vinder, der undskyldende forklarer, at Bobby ikke har hørt om ham “because I’m a writer.” Filmen er ganske enkelt spækket med sjove replikker, der får filmen til at pege udad og ind mod sig selv på én og samme tid. Det resulterer i en komediefilm, der kommenterer på sit eget indhold uden, at det bliver forklarende eller fordummende for den, der skal se filmen.

Det er Hollywood, som vi gerne vil se det

Café Society er en varm og opløftende fortælling, hvor både kærlighed og Hollywood behandles, som vi helst vil se det på film: Som en gylden, smuk og ren verden, hvor du er lykkelig, selv når du ikke er det.

Café Society har biografpremiere i dag den 6. oktober 2016.

wasp2015_day_14-0226.CR2

Blake Lively i rollen som Veronica.

Originaltitel: Café Society
Spilletid: 1 time 35 minutter
Instruktør: Woody Allen
Manuskriptforfatter: Woody Allen
Medvirkende: Jesse Eisenberg, Kristen Stewart, Blake Lively, Steve Carell, Jeannie Berlin, Parker Posey, Ken Stott
Genre: Komedie, drama

LÆS OGSÅ:  Anmeldelse: Why Him?