Top

Anmeldelse: ‘Gud taler ud’ er en virkelig underholdende film

Til stor fortræd for familien bliver den tyranniske familiefar Uffe Blendstup hjemme i stedet for at tage på arbejde, når hans helbred svigter ham. Det igangsætter en række konflikter med ham på den ene side og konen og børnene på den anden. Familien Blendstup har i forvejen har et anstrengt forhold til dens dominerende overhoved, og er ikke parat til at underlægge sig hans hus-diktatur. Filmen er baseret på Jens Blendstrups selvbiografiske roman fra 2004 og fortæller historien om familierelationer, opvækst og død med lige dele humor og drama.

En splittet familie

Familien Blendstrup består af far, mor og tre sønner. Uffe (Søren Malling) er familiens dominerende og egocentriske overhoved, som børnene kalder for Gud. Selvom Uffe/Gud arbejder som psykolog, er han langt fra empatisk og har intet tilovers for andre menneskers holdninger, kristendom eller fedme.

Han er gift med den svenske Gerd (Lisa Nilsson). Hun fungerer som mægler mellem sin mand og deres børn, når han er urimelig. Men når Uffe/Gud iført underbukser og slåbrok begynder at bruge mere tid i huset og smider hendes nedarvede svenske dragkiste ud i haven, får det hendes glas til at flyde over.

Foto: Scanbox

Hans dominerende væsen forhindrer ham i at have et betydningsfuldt forhold til sine sønner. Det ser vi blandt andet ved, at familien har holdt det skjult for Uffe/Gud, at den midterste søn Thomas (Clint Ruben) lider af svær agorafobi, er droppet ud af HF og for det meste bare ligger i sengen og onanerer. Det vil Uffe/Gud aldrig kunne acceptere. Han kunne hellere ikke acceptere det, når hans ældste søn Mikkel (Mads Langelund) blev kristen og flyttede til Aalborg. Og så er der Jens (Marcus Sebastian Gert). Han er den yngste i Blendstup familien og fluen på væggen, som vi identificerer os med. Det er igennem Jens’ øjne, at vi er vidne til den splittede families op- og nedture, som bringer dem tættere sammen.

Litterært filmsprog

Gud taler ud er et humoristisk og skarpt øjebliksbillede, som føles originalt, selvom mange af dens filmiske virkemidler er set før. De bliver kombineret på en måde, så dele af filmen opleves som et oplæsning fra forfatteren selv. Den narrative udvikling i filmen varsles med små kryptiske kapiteloverskrifter, ligesom i en roman. Som en god overskrift skal, fortæller de os noget om det, der kommer til at ske, men uden at afsløre for meget. Selvom Gud taler ud er langt fra den første film, der bruger denne fortællerform, hjælper den os til at opleve filmen i øjenhøjde med Jens. Ikke fordi han er hovedkarakter, men fordi det er hans oplevelse af sin fars forhold til familien, vi er vidne til.

Jens fortæller os hvem Uffe/Gud er, hvad der foregår i hjemmet og iscenesætter en nostalgisk stemning ved at fortælle os, hvilke internationale begivenheder handlingen korrelerer med. Nogle af hans sjoveste og skarpeste replikker lyder lidt unaturlige i en dialog. Replikkerne fungerer alligevel, fordi de lyder som litterære citater. Man kan se dem som en selvironisk huskeseddel fra filmen til publikum om, at Gud taler ud er en litterær adaption.

Foto: Scanbox

80’er nostalgisk

Filmen prøver at fange tidsånden fra Uffes/Guds sygeleje. Men fordi vi oplever det som Jens’ erindringer, ser vi en subjektiv og romantiseret udgave af 1980’erne. Vi præsenteres for alvorlige, men tidstypiske emner som AIDS-kristen og Tjernobyl-ulykken i radioen eller som introduktion til et af filmens kapitler. På den måde bliver man gjort opmærksom på periodens skyggesider samtidig med, at de træder lidt i baggrunden.

Vi befinder os i familiens forstadshjem, som på mange måder er lidt retro-moderne med stentøjs kaffestel, rød lædersofa og en Pink Floyd plakat på døren udenfor Thomas’ værelse. Vi møder kvinder med store guldøreringe og rouge iført leopard print og mænd med 80’er-krøller og striktrøjer. Man spiser rejecocktail som forret til bryllupper og sender håndskrevne breve til hinanden. Desuden er vejret altid godt. Men det forhindrer hverken Uffe/Gud i at blive alvorligt syg eller Jens i at forholde sig til livets forgængelighed fra en tidlig alder.

Konklusion

Gud taler ud er en virkelig underholdende film. Imellem de mange grin, gør filmen op med nogle fordomme om opvækst og død, som den også skildrer rigtig fint. Man når både at elske og hade visse karakterer under denne alt for korte, nostalgiske rejse gennem en teenagers erindringer om en omtumlet periode. Den holder både som drama og som komedie.