Trey Edward Shults har med ‘It Comes at Night’ lavet et intelligent bud på en tankevækkende og spændende horrorfilm.

Lige fra første frame, kan man fornemme, at der er noget galt. Vi aner på ingen måde, hvad der foregår, men én ting er sikkert: Det er ikke rart. Vi bliver langsomt introduceret til en lille familie, som bor i et afspærret hus, dybt inde i en skov. Vi ved intet om, hvad der er sket af forudgående forfærdeligheder, men får serveret små bidder fra forhistorien undervejs, hvor karaktererne må træffe nogle ubehagelige valg, for at kunne holde sig i live.

Det er en effektiv måde, at holde publikums interesse fokuseret på plottet, da man bliver mere og mere nysgerrig, som plottet udvikler sig. Og selvom man ikke ved meget om hovedpersonerne, får man nærmest øjeblikkelig sympati for dem, da de alle er realistisk portrætterede, som mennesker ”ligesom dig og mig”, der blot er blevet kastet ufrivilligt ud i kamp for overlevelse.

Dystopisk fremtidsmareridt

Filmen er blevet markedsført som værende en ”mega-scary” gyser, men i virkeligheden minder den dog mere om et post-apokalyptisk psykologisk drama, med en konstant knugende utrygheds-stemning, der hænger i luften, lidt på samme måde som tv-serien The Walking Dead. Her er der dog ingen zombier (som sådan), men en dødelig sygdom, som tager livet af folk, hvis de kommer i nærkontakt med en smittet.

De fleste kender formentlig hovedpersonen, Joel Edgerton, fra film såsom Animal Kingdom, Warrior, The Gift (2015), eller The Thing-prequel’en, hvor især sidstnævnte har lidt de samme elementer i sig her, hvor ingen rigtigt kan stole på hinanden, og alle har en konstant frygt for at blive smittet, eller miste familiemedlemmer og venner til sygdommen. Han spiller igen det stærke familie-overhoved, der har både indre og ydre dæmoner at kæmpe imod, og han bliver bakket op af sine medspillere, hvor især sønnen, spillet af Kelvin Harrison Jr. er fantastisk empatisk og følsomt portrætteret.

LÆS OGSÅ:  Anmeldelse: 'Sunset Song' er en poetisk fryd

Filmen er produceret af selskabet A24, der sidste år stod bag et af de helt store thriller-hits, The Witch, og de to film har skam også en del ting til fælles, med samme tema om mistro, isolation, samt generel frygt for store mørke skove. De har tidligere stået bag store indie-hits såsom Moonlight og The Lobster, og har endnu engang fået udgivet et interessant og anderledes drama, der sætter tankerne i gang, uden at det bliver alt for selvhøjtideligt.

Isoleret i ødemarken

It Comes at Night er blot instruktør/manuskriptforfatter Trey Edward Shults’ anden spillefilm, men han har tilsyneladende allerede mestret suspense-kunsten, hvor man som publikum konstant sidder i spænding og venter på, hvad der mon sker i næste øjeblik. Intet bliver skåret ud i pap, og man skal selv drage de fleste konklusioner, hvilket gør dette til en af de mere mentalt udfordrende film i år.

Hvis man i øvrigt er teknisk interesseret, kan man bide mærke i, at samtlige af de mareridtsagtige drømmesekvenser er skudt i anamorfisk widescreen (2.75:1 format), hvorimod resten af filmen er i ”normal widescreen” (2.40:1 format), hvilket giver et lille hint om, hvorhenne vi befinder os (virkelighed vs mareridt). Det er dog formentlig kun hardcore nørder, der går op i den slags spøjse detaljer, men hvis man altså er sådan én, så NYD DET! Især hen mod slutningen af filmen, hvor grænserne mellem to de verdener smelter mere sammen, i takt med, at virkeligheden begynder at minde mere og mere om et mareridt.

Filmens eneste problem er dog lidt, at man aldrig rigtig får at vide, hvad der er sket, hvorfor det er sket, og at hovedpersonernes kamp for overlevelse derfor virker lidt mystisk til tider. Man kan godt argumentere for, at det er meget mere effektivt, når man ikke har fået nogen baggrundshistorie, og derfor selv kan drage sine egne konklusioner, men bare en lille smule mere forklaring ville dog have klædt historien, der ellers udelukkende bliver båret af hovedpersonernes interaktion med hinanden. De er dog fremragende portrætteret, men havde måske egnet sig bedre til en mini-serie end en spillefilm, hvor man altså havde fået mere tid til at gå i dybden med de enkelte karakterer.

LÆS OGSÅ:  Så er den her! Den fulder trailer til årets mest uhyggelige film

Men hvorom end alting er, er det altså ikke en film for sarte sjæle, og hvis man i forvejen er en smule deprimeret, bør man nok ikke gå ind og se It Comes at Night. Hvis man dog er vild med ”outbreak”-film og dystre fremtidsvisioner ala The Road, eller hvis man er vild med The Walking Dead-serien, men ikke bryder sig om zombierne, så er denne film lige sagen. Det kan i øvrigt anbefales, at man planlægger noget morsomt bagefter, såsom en Tivoli-tur eller deslige, så man får løst lidt op for den nedtrykte stemning, der unægteligt opstår efter man har set denne film. Men uanset hvad, bør man ikke snyde sig selv for at se den på det store lærred, hvor de mange flotte, dystre billeder virkelig kommer til sin ret.

It Comes At Night udkommer i de danske biografer den 15. juni 2017.

Se traileren til It Comes At Night nedenfor:

Originaltitel: It Comes At Night
Instruktør:
Manuskriptforfatter:
Medvirkende:
Spilletid:
Genre: Horror/thriller
Premieredato: 15. juni 2017

Anmeldelse: 'It Comes At Night' er et stærk psykologisk drama
5Bedømmelse