Hugh Jackman er for allersidste gang tilbage i rollen som Wolverine, og hvilket storslået farvel det er!

X-Men-serien er ikke ligefrem kendt for sine fantastiske og voldsomt succesfulde filmproduktioner. Men med Hugh Jackmans sidste tur som mutanten Logan lykkes det i høj grad den amerikanske instruktør James Mangold at sammensætte en helt utrolig superheltefilm. Filmen har på én gang et plot, der giver mening, en formidabel skuespiller i hovedrollen og en tone, der nærmest formår at overflødiggøre de to første Wolverine-film. Man kan uden tøven kalde Logan det absolut højeste punkt i serien, hvis første film, X-Men Origins: Wolverine, udkom i 2009 og blev efterfulgt af The Wolverine i 2013.

I den nye film Logan skal vi helt frem til år 2029. Hugh Jackman aka Logan aka Wolverine er blevet noget gammel og gråhåret at se på. Det er måske heller ikke så mærkeligt, når man efterhånden har været i live i næsten 200 år. Hans noget slidte look går fint hånd i hånd med den lammende modløshed, som han er ramt af. Mutanterne er stort set væk, og Logan bruger sine dage på at køre limousine og så ellers drikke så meget som overhovedet muligt. Sammen med Caliban (Steve Merchant) og gode gamle Professor X (Patrick Stewart) er han i eksil. Dog kun lige indtil en mystisk kvinde dukker op og beder Logan om at lede en ung pige i sikkerhed. Pigen (Dafne Keen) besidder nemlig nogle helt ekstraordinære evner, som skurken Pierce (Boyd Holbrook) gerne vil have fingrene i. Flugten igangsættes, og der går ikke længe, før Logan må finde sine indre kløer frem og udkæmpe en kamp om liv og død.

LÆS OGSÅ:  Marts i biografen! - Filmtips til alle de kolde vinterdage

Logan holder sig ikke tilbage

Umiddelbart er historien bestemt ikke nyskabende, men filmens færdige resultat er voldsomt, blodigt og særdeles underholdende. Det skyldes formentlig, at man for en gangs skyld ikke har ladet sig styre af, at filmen helst gerne skal være så familievenlig som muligt. Alt det er lagt på hylden til fordel for vold og blod i så stort et omfang, at unge børn bestemt ikke bør komme i nærheden af Logan. For de voksne er det til gengæld en udsøgt fornøjelse at lade sig rive med af muligvis den første X-Men-film, der ikke er skruet sammen med forventningen om, at du går på fritidshjem.

Instruktøren formår at trække de bedste elementer fra tegneserieuniverset med ind i noget, der kommer ret tæt på den virkelige verden. Samtidig er der masser af guldæg til de fans, der har slugt alle film, alle tegneserier og alle baggrundshistorier på forhånd. Men har du ikke set en eneste af de andre X-Men-film, så gør det faktisk heller ikke så meget, og det faktum, at det rent faktisk er lykkes at skrue filmen sammen på den måde, er ganske imponerende i sig selv.

Superheltefilm i western-format

I Logan er det klassiske CGI pakket langt væk og erstattet af et format, der nærmest minder om en voldsom western. I filmen finder du ingen aliens, laserpistoler eller tidsrejser. Faktisk er historien sammensat med et ultra-minimalt forbrug af det overnaturlige, og det gør det faktisk overraskende interessant. Måske skyldes det en generel træthed i forhold til genren. De fleste superheltefilm kører efter nøjagtig samme præmis, og det bliver simpelthen for kedeligt i længden. Alt det slipper du for i Logan, der konsekvent forsøger at lave noget anderledes, og resultatet er skide godt.

LÆS OGSÅ:  Ben Afflecks 'The Accountant' får en efterfølger

Samtidig formår filmen at svare (nogenlunde godt) på mange af de spørgsmål, som de tidligere X-Men-film har opstillet og selv forsøgt at svare på gennem dialog, der til tider har virket komplet åndssvag. James Mangold forstår at udfolde mutanternes liv på en måde, så der først og fremmest sker en interessant karakterudvikling. Samtidig giver han os svar på de uundgåelige metafysiske spørgsmål, som karaktererne jo ikke så overraskende har. Hvad er fx meningen med mutanterne? Vi siger ikke, at du får et helt konkret svar, men vi nærmer os da.

Hugh Jackman kan sagtens være tilfreds

Det kan også godt være, at filmen måske lige når sin smertegrænse i forhold til spilletid, da vi når til tredje akt. Og det er bestemt ikke svært at pege på flere scener, man nok godt kunne have undværet. Ikke desto mindre er filmen i sin helhed særdeles vellykket. Faktisk så vellykket, at den kære Hugh Jackman kun kan være tilfreds med den melankolske og næsten smukke afslutning.

Selvom Logan er noget anderledes, så er det uden tvivl den bedste superheltefilm, vi har set siden Deadpool. Og hvis du har set Deadpool, så ved du også, at der er lidt at leve op til. Pointen er ikke, at der skal bruges masser af meta, eller at filmen får skruet så mange “Fucks” ind i manuskriptet som muligt. Pointen er heller ikke vold eller masser af blod. Pointen er, at filmen giver sit publikum en oplevelse, der overgår alle forventninger og måske faktisk kan kaldes den bedste X-Men-film nogensinde.

LÆS OGSÅ:  10 julefilm, vi elsker

Logan får premiere i de danske biografer den 2. marts 2017.

Se traileren til Logan nedenfor:

Originaltitel: Logan
Instruktør: James Mangold
Manuskriptforfatter: James Mangold
Medvirkende: Hugh Jackman, Patrick Stewart, Richard E. Grant
Genre: Action, adventure
Spilletid: 2 timer 15 minutter
Premieredato: 2. marts 2017