Den nyeste film, Mother!, fra Darren Aronofsky er et totalt mind-fuck, der river dig rundt i sædet. Sjældent oplever man en film som denne, der bliver mere og mere vanvittig, som minutterne går. Prepare too feel!

Darren Aronofsky er en instruktør, der tør noget, og det er godt. Han er på intet tidspunkt bange for at skille vandene. Så længe du enten klapper eller buh’er, så er arbejdet gjort. Og sådan er det vel med al slags kunst, er det ikke? Den slags kunst, der ikke får dig til at føle noget, der ikke giver dig nogen oplevelse eller indtryk, er meningsløs kunst. Med Mother! er du garanteret følelse. Om du lander på den ene eller den anden ende af spektret, det er ikke til at sige, men intetsigende er den bestemt ikke.

Jennifer Lawrence og Javier Bardem spiller filmens to hovedroller, hvor Jennifer ud af filmens to timer og et minut optager hele 66 minutters skærmtid, så man kan kan vist roligt sige, at hun er den skuespiller, der bærer filmen. Parret, der går under navnene Mother og Him, lever en idyllisk tilværelse i et roligt og isoleret paradis i form af et hus af en kaliber, mange kun får lov til at drømme om at bo i.

Hun er helt igennem hengivet til at opbygge huset, der tidligere har været udsat for en stor brand. Han er digteren, den fortabte kunstner, hvorom alting drejer. Hun er hans muse, men alligevel lader det til, at han har svært ved at få et ord skrevet. Idyllen varer dog ikke længe. Faktisk er den ovre, før den overhovedet nåede at begynde. Filmen har ikke været igang i mange sekunder, før et fundamentalt ubehag indhyller den og langsomt fortærer personen, der ser med. Noget er galt. Noget er helt grundlæggende galt. Og fra det øjeblik, filmen giver dig den fornemmelse, kan du godt begynde at tillægge hver en ting, hver et ord og hver en handling en specifik symbolsk betydning, der er nøglen til, hvordan du vil forstå den. Huset, de bor i, symboliserer moder jord, og hvis du kan din bibel, så vil du have ekstra godt styr på, hvad der foregår, hvad der refereres til, og hvad det betyder.

LÆS OGSÅ:  Jennifer Lawrence spiller russisk spion i ny trailer til 'Red Sparrow'

Man kan tillægge filmen undeligt mange betydninger. Det vil på ingen måde være forkert at kalde det en skildring af kunstens konsekvenser, men det vil heller ikke være forkert at læse den som et allegorisk stykke på menneskeheden.

Det er svært overhovedet at give en helt konkret beskrivelse af, hvad Mother! er, uden at man samtidig spoiler hele eller store dele af filmen, men Jennifer Lawrence er en Hollywood-darling, og man forstår godt hvorfor. Specielt efter at have set Mother!, hvor hun igen igen få muligheden for at demonstrere, hvorfor hun potentielt er vores generations Meryl Streep. I en alder af blot 27 har hun allerede én Oscar og tre yderligere nomineringer i kassen. Til sammenligning havde Meryl to nomineringer og én vundet Oscar i en alder af 34. Med det sagt er der selvfølgelig meget langt til 17 nomineringer og tre statuetter, men Lawrence er dæleme godt på vej. Hun er så uhyggeligt ægte i sit spil, og det bærer stort set hele fortællingen. Javier Bardem, Ed Harris og særligt Michelle Pfeiffer leverer også, som de skal. Deres roller grænser sig til de absurde karakterer, men er alligevel leveret på en uhyggelig og skarp måde.

Mother! er den mest ubehagelige, sindsoprivende, rørende, vanvittige, vilde film, jeg har set i mange år. Den berørte mig dybt, jeg forlod biografen grædende, den var alt, hvad jeg overhovedet havde turde håbe på. Og jeg skal aldrig se den igen.

Mother! har premiere i de danske biografer den 14. september.

Se traileren til filmen nedenfor:

Originaltitel: Mother!
Instruktør: Darren Aronofsky
Manuskriptforfatter: Darren Aronofsky
Medvirkende
: Jennifer Lawrence, Javier Bardem, Ed Harris, Michelle Pfeiffer
Genre: Drama, horror
Spilletid: 2 timer 1 minut
Premieredato: 14. september 2016

LÆS OGSÅ:  Film vi anbefaler: The Man from U.N.C.L.E.