I filmen Operation Avalanche stiller instruktør Matt Johnson spørgsmålet “Hvad nu hvis månelandingen i 1969 var forfalsket af CIA?”

Mockumentaries er en farlig genre, for den kræver faktisk overraskende meget af sit publikum. For en del år siden faldt jeg personligt i den fælde, som Casey Affleck fik skruet sammen i forbindelse med den såkaldte dokumentarfilm I’m Still Here om Joaquin Phoenix, der havde besluttet sig for at droppe skuespillet og blive rapper. Politisk var filmen ikke, helt god var slutresultatet bestemt heller ikke, men den fik folk i fælden, og det var alligevel ganske imponerende. For instruktør Matt Johnson lykkes det i lidt større grad med den nye film Operation Avalanche, der med en blanding af faktisk video- og fotomateriale og indspillede dele får det absolut meste ud af en af USA’s mest gennemtæskede konspirationsteorier til dato. 

Operation Avalanche tager udgangspunkt i året 1967, hvor Den Kolde Krig var på sit højeste. CIA mistænker Rusland for at have infiltreret sig i NASA med henblik på at sabotere det såkaldte Apollo-program, og de sender derfor to unge amerikanske agenter på en undercover mission. Matt Johnson og Owen Williams er de to unge agenter, der skal gå for at være dokumentarister. De påstår, at de vil indspille en film om månekapløbet, men i virkeligheden er planen at udnytte deres eksklusive adgang til NASA for at afsløre, hvem der lækker hemmelig information til Rusland. Planen er lagt. Intet kan gå galt. Men det, som de to filmskabere opdager, er meget større, end de egentlig kunne have forudsagt. Den amerikanske regering står nemlig bag det ultimative fup, som viser sig at snyde stort set hele verden og dermed overbevise om, at USA rent faktisk nåede til månen. På med sølvpapirshatten!

LÆS OGSÅ:  De bedste øjeblikke fra aftenens Screen Actors Guild Awards

Det er ikke en løgn, hvis du tror på det

Instruktøren har helt bevidst og yderst stratetisk skabt filmen på en måde, så den grynede og dårlige fotografering næsten overbeviser sin seer om, at vi rent faktisk ser en dokumentarfilm. Filmens egentlige plot er som sådan ikke voldsomt interessant. Man fristes næsten til at sige, at der stort set ingen historie er udover den konspirationsteori, som de fleste har hørt om tusind gange før. Hele filmens fortælling hænger derfor sammen på baggrund af din egen forståelse og idé om, hvad konspirationsteorierne omkring månelandingen går ud på. Og hvis du er en af dem, der sidder i morgenkåben hjemme i foran computeren og ser den ene konspirationsdokumentarfilm efter den anden om Apollo-programmet, så vil du helt sikkert blive belønnet, når du ser Operation Avalanche. Desto mere informeret du er, desto mere interessant bliver filmen, der desuden består af en helvedes masse løse ender, som du selv kan få lov til at binde sammen, når du forlader biografen.

Persongalleriet i Operation Avalanche er stort set ikke-eksisterende. Det hjælper selvfølgelig på det, at Johnson ligesom i sin debut The Dirties fra 2013 giver sig selv og Williams hovedrollerne under påstanden om, at de spiller sig selv. De to er med til at give et indtryk af filmens fortælling, mens de fleste andre karakterer og personer nærmest er diffuse eller ansigtsløse. Det er ganske velkonstrueret og gennemtænkt og giver seeren fornemmelsen af, at det hele er top secret og super classified. Det er mennesker, der bare er der for at fortælle historien, hvorefter de forsvinder ud i virkeligheden ved hjælp af den viden, du selv besidder.

LÆS OGSÅ:  Lad os lige forklare: Det handler 'Mother!' egentlig om

Filmen er ekstremt velkonstrueret, og der er, uden at afsløre for meget, flere gaver til de største filmnørder. Johnson er et åbenlyst talent, og man kan kun håbe på, at han har tænkt sig at skrue nogle flere mockumentary-film sammen til os. Vi glæder os!

Operation Avalanche har premiere i de danske biografer i den 23. februar 2017.

Se traileren til Operation Avalanche nedenfor:

Originaltitel: Operation Avalanche
Instruktør: Matt Johnson
Manuskriptforfatter: Matt Johnson
Medvirkende: Matt Johnson,  Owen Williams,  Josh Boles
Genre: Thriller
Spilletid: 1 time 34 minutter
Premieredato: 23. februar 2017