Paterson med Adam Driver er en lille magisk film, der efterlader et stort indtryk.

Da man for første gang  sådan rigtigt lagde mærke til Adam Driver i sin rolle i HBO-serien Girls, stod det klart, at der var tale om en skuespiller, der kunne noget helt særligt. Noget ud over det sædvanlige. Driver er nemlig i besiddelse et helt utroligt slags nærvær, som kun de færreste skuespillere tør drømme om at kunne mestre. Det bør næsten stå skrevet i sten, at det kun er et spørgsmål om tid, før Oscarakademiet tildeler ham en gylden statuette.

I Paterson er det lige netop denne utrolige form  for nærvær, Driver får lov til at udnytte i rollen som buschaufføren Paterson, der bor i New Jersey-byen Paterson. Henover en uge får vi et indblik i hans beskedne liv og rutine, som han deler sammen med sin smukke kone Laura (Golshifteh Farahani). Deres liv er enkelt, simpelt og fyldt med kærlighed. Paterson bruger i dagtimerne tiden på at køre sin busrute fra tidlig morgen til sen eftermiddag. Her lytter han til fragmenter af tilfældige samtaler, der finder sted på bussen, og i sine pauser skriver han smukke og simple digte i sin notesbog. Derhjemme går Laura, der konstant har gang i nye projekter, som hun ivrigt dyrker, hvad end det er drømmen om at eje et succesfuldt muffinbageri eller blive en international countrystjerne. De er på én og samme tid klare modsætninger og hinandens ligemænd. De støtter begge to hinanden fuldt ud, men hun er på ingen måde tilbageholdende omkring sine store ambitioner. Det står i kontrast til Patersons beskedne måde at være poet på, hvor det hele holdes på siderne af en beskeden notesbog.

LÆS OGSÅ:
Bliver det her årets mest lollede film?

Det er poesi på film

Jim Jarmusch mestrer om nogen det at bruge lange pauser og næsten komiske former for dialoger, og det betyder, at man som tilskuer skal være tålmodig. Du bliver ikke holdt lige så meget i hånden, som man måske er vant til, og hvor er det da bare vidunderligt, og man går på ingen måde for langt, hvis man kalder filmen i sig selv for et særdeles vellykket forsøg på at filmatisere og kropsliggøre poesi.

Jarmusch skildrer kunstnerens tendens og behov for fremmedgørelse i forhold til resten og verden. Samtidig er det også en smuk fortælling om, hvor kunsten og poesien kommer fra, som gør det klart for os, hvorfor og hvornår vi skal sætte pris på den. Patersons poesi er ægte, og han skriver som var det et grundlæggende behov for ham at udtrykke, hvad han ser i sin enkle dagligdag på en poetisk og eftertænksom måde.

Filmen er ikke drevet af et decideret plot men i højere grad af de små detaljer. Som vi selv gør det i det virkelige liv, tager filmen det hele én dag ad gangen. Det betyder bl.a., at der stilles relativt store krav til filmens hovedrolle, fordi han først og fremmest bærer fortællingen, men også fordi det egentlig er ret begrænset i forhold til, hvad karakteren fysisk får lov til at udtrykke. Det er selvfølgelig en del af kunstværket, og det er noget, Driver simpelthen bare gør på en utrolig god måde. Han gør med sin enkelthed karakteren enormt sympatisk, og det er heldigt, for var rollen portrætteret af en lidt for ivrig skuespiller, kunne det måske have resulteret i en mindre vellidt hovedrolle.

LÆS OGSÅ:
Michael Nyqvist er død

Paterson er poesi, og man har mest af alt lyst til at blive siddende i biografens mørke længe efter filmen er slut for at komme sig over dens smerte, skønhed og enkelthed. Se den!

Paterson får premiere i de danske biografer den 5. januar 2017.

Se traileren til ‘Paterson’ nedenfor:

Originaltitel: Paterson
Instruktør: Jim Jarmusch
Medvirkende: Adam Driver, Golshifteh Farahani, Helen-Jean Arthur, Owen Asztalos
Manuskriptforfatter: Jim Jarmusch
Genre: Drama, komedie
Spilletid: 1 time 58 minutter
Premiere: 5. januar 2017

 

 

 

Anmeldelse: 'Paterson' er poesi på film
5Samlet Score