Rosemarie og Gartnerens Hemmelighed er et feelgood drama, der aldrig helt bliver særligt fængslende.

Historien drives af Rosemarie, en handlekraftig 16-årig pige, og Unn Tove, en tv-journalist i den lille norske by Hønefoss. Fortællingen starter under Unn Toves bryllupsfest, hvor hun er endt med at gifte sig med en mand, hun ikke elsker. Under festen finder hun et nyfødt barn på hotellets toilet. Ingen lader til at vide, hvorfra barnet kommer og det overdrages til myndighederne. 16 år efter dukker barnet op hos Unn Tove og sammen indleder de en eftersøgen på barnets biologiske forældre.

Ruby Dagnall, der spiller Rosemarie, er det bedste ved filmen. Ruby Dagnall, der er kendt fra den norske hit-serie Skam, kommer hele følelsesregisteret igennem og formår til punkt og prikke at vise Rosemaries frustration og sorg over hendes, i egne øjne, skuffende liv. Overfor hende står Unn Tove, der spilles af Tuva Novotny, som vi i Danmark bl.a. kender fra Den Sorte Madonna og Kandidaten.

På trods af at ingen af skuespillerne gør et dårligt arbejde, blegner de andre figurer i forhold til Rosemarie. Flere af figurerne er faktisk ikke specielt interessante at følge. Unn Tove er den barmhjertige samaritaner, der alligevel ikke kan få tiden til at gå, når hendes børn er leveret til eks-manden og beslutter sig for at hjælpe Rosemarie. Unn Toves kollega og veninde, Hilde, har en af de større roller i filmen, men det er tydeligt at hendes eneste rigtige funktion er som comic-relief; hun leverer dog også nogle underholdende replikker.

Tommy Kenter spiller en dansk eksbokser og tidligere pornoskuespiller, der dukker op midt i filmen.  På trods af den beskrivelse, og Tommy Kenters bagkatalog af filmroller, er figuren Klaus ikke tænkt som en sjov figur i den forstand. Man sidder og venter på en finurlig replik, der dog aldrig kommer, hvilket egentlig er meget sigende for filmen. Som seer føler man aldrig at filmen rigtig kommer i gang. Historien, der fortælles er interessant nok, i det mindste i dets udgangspunkt, men det føles aldrig som en regulær jagt efter sandheden, og man sidder ofte med en forventning om, at filmen skal til at hæve indsatsen, men det sker aldrig.

LÆS OGSÅ:  Matt Damon afslører: Derfor er Donald Trump med i 'Alene hjemme 2'

I løbet af filmen får hovedrollerne større indblik i, hvem Rosemaries forsvundne forældre er. Men i takt med at der dukker flere oplysninger om forældrenes situation op, vil seerne også finde flere ulogiske og mærkelige sammenhænge i historien. I sidste ende føles det til tider som om at forældrenes bevæggrunde kun er presset ind på den måde, så det tillader, at filmen kan få den slutning den får.

Når dette er sagt, har filmen har dog sin plads. Nogle seere vil finde et tilpas underholdende og følelsesladet drama, men for de fleste vil historien desværre være glemt ligeså hurtigt, som den er blevet fortalt.

Filmen får premiere i dag den 10. november 2016.

Se traileren til filmen her:

8fe9185d-a578-42dd-9074-1611cf286aaeOriginaltitel: Rosemarie og gartnerens hemmelighed
Instruktør: Sara Johnsen
Medvirkende: Tommy Kenter, Tuva Novotny, Emil Johnsen, Laila Goody
Spilledtid: 95 minutter
Genre: Drama
Premiere: 10. november 2016