I filmatiseringen af Jo Nesbøs roman ‘Snemanden’ inviteres vi til koldblodig nordisk noir, men ‘Snemanden’ formår ikke at bryde isen.

Kulden bider i huden. Åndedrættet fryser til is og nyfalden sne daler ned. Det er en mørk og dyster novembernat i Oslo. Og en kvinde er på vej hjem alene til sin lille datter. En uskyldig snebold fyger gennem luften og rammer hende lige i ryggen. Tilbage står en lille snemand med et smørret grin. Sådan starter filmatiseringen af Jo Nesbøs bestseller Snemanden, og det løber en koldt ned ad ryggen lige fra de allerførste minutter. Men det hele kommer til at falde pladask til jorden. For Snemanden er en meget rodet film.

Norges bedste kriminaldetektiv Harry Hole, spillet af Michael Fassbender, vågner op på en legeplads fyldt med børn. Som sædvanlig fordrukken. Han får han slæbt sig på arbejde efter sin uge lange brandert. Og på politistationen dukker et uhyggeligt brev til Harry Hole op. Og han må nu finde rede i en af Oslos mest makabre mordsager, hvor ingen kan vide sig sikker. Kvinder forsvinder i Oslos gader uden at efterlade sig spor i sneen. Og når deres krop endelig bliver fundet, mangler de hovedet. I stedet står der bare en lille, skummel snemand og smiler skævt.

Druk, familie, snemænd og en legesyg seriemorder

I rollen som Harry Hole, klarer Michael Fassbender det fint. Harry Hole er hærget af sit alkohol misbrug, har skyldfølelse for sin kollegas død og kæmper mod alverdens dæmoner. Her leverer Michael Fassbender en fin præstation med sit rødsprængte fjæs, sit evige åndsfravær og konstante tusind-meter-blik. Med et tungt læs på skuldrene bliver der jongleret mellem den legesyge seriemorder, alkoholmisbruget og Harrys ekskæreste og hendes søn, som Harry gerne vil være en faderfigur for. Og ikke nok med det, så interesserer den nye politirekrut Katrine Bratt, spillet af Rebecca Ferguson, sig mistænkeligt meget for Snemandsmorderen og gemmer dystre hemmeligheder og skeletter i skabet.

LÆS OGSÅ:  Her er anmeldernes bedømmelse af 'X-Men: Apocalypse'

Der er dog ikke kun Harry Hole, der har svært ved at jonglere al det ansvar. Det er også selve filmen. Med de mange forskellige sidespring fra karakter til karakter, så bliver handlingen tit al for rodet, og springene i tid gør det ikke nemmere som publikum at følge med. Man sidder tilbage med en fornemmelse af, at der en hel del, der simpelthen går tabt, fordi filmen vil for meget. Der kunne godt have blevet prioriteret bedre. Men skuespillerne skal i den grad have ros. Snemanden har en farverig palet af godt skuespil. Udadtil er Oslo en perfekt storby uden kriminalitet og står til at få tildelt OL værtskabet. Men facaden krakelerer hurtigt, og en skare af modbydelige, brogede, klamme karakter strømmer frem. Og man kan kun ønske sig at se mere af disse lurvede karakter. Men det er bare synd, at de hurtig går tabt i deres korte tid på lærredet. Og ofte er det helt ligegyldige roller.

En enspænder begravet i den dybe sne

Snemanden er en fantastisk flot film. Man kan ikke undgå at blive betaget af det flotte landskab og hele cinematografien. Lige fra de sneklædte bjerge og vidder til de ensomme hytter. Det er både et uhyggeligt og på sin vis smukt syn, når Snemanden går på jagt. Og det sneklædte landskab passer perfekt til enspænderen Harry Hole. Han er mindst lige så kold og upålidelig som landskabet. Det er bare en skam, at der ikke er brugt mere krudt på samspillet med de andre skuespillere. Igennem hele filmen formår han ikke rigtig at knytte et bånd, til hverken sine kollegaer eller familie. Han skubber simpelthen folk væk. Ikke en gang i hans politiarbejde snakker han med nogen. INGEN arbejder sammen overhovedet.

LÆS OGSÅ:  Anmeldelse: Den hundredetårige som stak af fra regningen

Der er enkelte scener som der absolut skulle have været finpudset. Især slutningen bliver utrolig klodset. Al den spænding, der blev opbygget i løbet af filmen, falder pladask til jorden på få sekunder. Det er ærgerligt, når filmen hele vejen igennem har proklameret makabre mord og en sindsyg morder.

Snemanden er en film med en del mangler. Filmen formår at skabe rigtig interessante karakterer, som man bare gerne vil se mere til. Men det gør man ikke, og der er en hel del roller, som simpelthen ikke bliver brugt til noget som helst. Der er tilgængæld ikke en finger at sætte på det visuelle. Instruktøren Tomas Alfredson har i den grad fanget atmosfæren af den nordiske-noir, men glemmer helt at filmen ikke kun skal være smuk. Den skal også fungere. Skuespillerne spiller ikke med hinanden og handlingen bliver alt for rodet.

Snemanden er i de danske biografer den 12. oktober 2017.

Se traileren til filmen nedenfor: