Der er en konstant ensom og ubehagelig stemning over den nye Netflix-produceret film The Discovery. Noget der i den grad gør indtryk hos seeren. Vi er vilde med resultatet.

Der er spørgsmål ingen af os kan svare på. Og et af dem, et af de aller vigtigste, løber næsten dagligt gennem folks hoveder. Hvad sker der efter vi dør? Nogen tror på reinkarnation. Nogen tror på et paradis. Nogen tror på et efterliv og nogen tror, der slet ikke er noget. Der er gjort utallige forsøg på at opklare livets mærkeligste mysterium og med filmen The Discovery, tænkes der helt ud af boksen. Her kigges der ikke på, hvad efterlivet er, men hvad et svar på dette spørgsmål ville betyde for verden. Filmen er alt andet end en standard amerikansk drama-film. Den er, tænker man, et unikt forsøg på en brainstorm, der har givet pote, en række gennemførte og naturlige dialoger om, hvad det hele er for noget og nogle helt fantastiske billeder, der passer til så mange fagtermer, at filmen får et helt kunst-films agtigt præg.

The Discovery møder vi den unge fyr Will portrætteret af Jason Segel, der er ved at være godt træt af sit familienavn. Det er nemlig hans far, der to år forinden har ændret hele verdenssituationen ved at finde beviser frem for et smukt efterliv. Studierne har vendt op og ned på alles liv, for pludselig vil en kæmpe del af verdens befolkning hellere til efterlivet end at kæmpe for det liv, de har. Will derimod tror ikke på noget af det arbejde, faren (Robert Redford) har dedikeret sit liv til. Et arbejde, der har splittet Will’s familie ad.

LÆS OGSÅ:  Anmeldelse: Atomic Blonde er en historietime action-twist

På trods af sine stærke meninger, er Will vendt tilbage til farens slot på en stor og næsten ubeboet ø. Her har han samlet en masse håbløse sjæle, der alle er blevet påvirket af farens opdagelse. På bådfarten møder han den stærke og beslutsomme Isla (Rooney Mara), som han kort efter redder fra at begå selvmord. Dette mærkelige møde vikler de to personers liv sammen, og Will tager Isla med sig til farens slot, hvor de begge pludselig tager del i studierne. Dette er starten på blandingen af en mærkværdig science fiction fortælling og en fængende kærlighedshistorie ud over det ordinære.

En kliché-løs kærlighedsfortælling

Livet er ikke nogen dans på roser for de to hovedkarakterer. Både Will og Isla har nemlig været ude for frygtelige tab i livet, og de er begge forvirrede, når det kommer til, hvor de skal hen i deres liv. Derfor er deres møde med hinanden – og dermed meningen ved det hele, det som gør seeren bange for, at filmen skal vise sig at være endnu en kærligheds-dreven kliché-film. Men til alle kliché-trætte seere, kan der med glæde fortælles, at filmen er alt andet end. Kærlighedsscenerne er enkle, sårbare og detaljeorienterede, og kemien mellem de to skuespillere virker bare ægte. Der er ikke nogen overfladiske kommentarer eller “you saved my life”-åbenbaringer. I stedet fortæller Segel Mara, at hun er smuk og levende, og at det ikke ville være trist, hvis hun dræbte sig selv, det ville være en tragedie. Og selvom kærligheden fylder meget i filmen, er der andre temaer, der spiller en ligeså store rolle såsom mødet mellem liv og død, og hvad det gør ved mennesker.

LÆS OGSÅ:  Casey Affleck jager Rooney Mara i ny trailer til 'A Ghost Story'

En gave til film-nørder

Der er noget særligt ved den måde The Discovery har leget sig frem. Som om en række af de helt store film-nørder havde sat sig i et rum og fundet ALLE fede filmiske virkemidler frem for at løse gåden om, hvorvidt de alle kan blive skruet sammen til én film. Filmen er så kreativt skruet sammen, at enhver film-glad person har lyst til at sætte sig ned med en blok og plotte ned, hvad meningen ved netop den klipning er. Og det er ikke bare film-teknikken og klipningen, der er Guds gave til seeren – det er også de meget smukke billeder af det smukke og nøgne landskab. Der er nemlig en særlig stemning over filmen, hvortil billederne er tilpasset helt perfekt. En lidt sørgelig og stille stemning, der efterlader én både ensom og tænksom.

En skrøbelig og smuk film, der giver stof til eftertanke 

Med nogen meget smukke temaer til reflektion – nogen etiske spørgsmål om liv og død, er The Discovery et lille, men stærkt mesterværk. Det er en film, der kan synes for melankolsk og mørk for nogen, men smuk og mærkeligt livsbekræftende for andre. Der er en fin linje mellem, at en film er for mærkeligt eller tilpas skør, og der er ingen tvivl om, at den stærke og til tider humoristiske dialog sikrer sig, at det ikke kun er filmnørderne, der kan se med på denne lille perle.

The Discovery kan streames lige når det passer dig på Netflix

Se traileren her: