CPH PIX-anmeldelse: 37
2.0Bedømmelse

Umiddelbart lyder konceptet spændende: 37 mennesker så et mord, men rapporterede det ikke. Men den danske instruktør Puk Grasten har lavet en fortolkning af den historiske begivenhed, der resulterer i ligegyldighed.

I 1964 blev en ung kvinde brutalt voldtaget og myrdet i Kew Garden i Queens, New York, og historien blev en enorm sensation, da The New York Times bragte historien om, at adskillige af den unge kvindes naboer havde set overfaldet uden at gøre noget og uden at ringe efter politiet. Præmissen for fortællingen er næsten for åbenlyst til, at man overhovedet behøver at gå i gang med projektet: Ligegyldigheden blandt byboerne er et overskyggende problem, der betyder, at folk ikke ser andre end sig selv.

Billederne er flotte, og skuespillerne leverer, når de skal. Selv filmens helt små børn er formidabelt castet, og det lader man sig hurtigt rive med på. For havde det ikke været for det element, så havde 37 ikke meget at byde på.

Puk Grasten opstiller et fortællegalleri med en række forskellige familier, der af hver sin årsag har haft grund til ikke at gribe til handling, da en forfærdelig forbrydelse finder sted. De små sideløbende fortællinger er mildest talt en række gode gæt på, hvad der foregik bag de lukkede døre og vinduer, og selvom et par af de små fortællinger er relativt spændende, har de ultimativt ikke meget at sige. De er fine spejlinger af tiden, de foregår i, men viser ikke noget, du ikke vil kunne hente ind ved at bladre igennem en socialhistorisk billedbog.

LÆS OGSÅ:  Mads Mikkelsen: "Jeg har aldrig drømt om at blive skuespiller"

Filmen er overraskende meget foruden nogen for klimaks på trods af et ihærdigt forsøg på at bygge stemning og forventning op. Den er mørk og næsten uhyggelig i både stil og fortællemåde, men bruger for meget tid på at tease uden at give forløsning.

Se traileren til ’37’ her: