Filmanmeldelse: ‘Lady Bird’ – En skøn klassisk historie om et konfliktfyldt teenageliv

Det er med en god omgang humor og solid fortællestil, at Lady Bird bliver til en af den slags små, fine film, du bliver nødt til at opleve.

I filmen Lady Bird følger vi den unge Christine “Lady Bird” MacPherson (Saoirse Ronan), der er i gang med hendes senior year på den katolske High School. Christine har en stærk trang til at skille sig ud, være ekstraordinær og at være alt andet, end hvad hendes forældre er.

Derfor insisterer hun på, at alle omkring hende kalder hende Lady Bird i et forsøg på dette. Lady Bird bor med hendes middelklasse familie i Sacramento og er mildt sagt ret utilfreds med situationen. Hun drømmer om at gå på en af de gode universiteter på Østkysten, hvor alt ikke skal være ligeså kontroversielt, som hendes liv er for hende nu.

Seksualitet, identitet og venskaber

For at få lidt gang i tilværelsen melder Lady Bird sig til skolens musical, hvor hendes teatralske udstråling passer perfekt ind. Hun bliver fra første øjekast forelsket i medskuespilleren Danny. Dermed opstår den naturligvis uundgåelige første kærlighedsrelation i filmen, som langsomt leder hende tættere på sin egen identitet og seksualitet.

Filmen er ikke langt fra at være en helt klassisk skildring af et teenageliv, og det er selvsagt en del af det, der skal italesættes. Det bliver gjort på en god og velfungerende måde, der med en solid omgang underspillet humor, viser os, at tingene ikke altid går, som man håber på. Men det vidste vi jo egentlig godt, ikke?

LÆS OGSÅ:
Anmeldelse: 'A Ghost Story' er en metafysisk rejse, du gerne vil med på

Streng mor og store drømme

Et andet og vigtigt omdrejningspunkt i filmen er Lady Birds kompliceret forhold til hendes forældre, specielt hendes mor Marion (Laurie Metcalf). Familien er økonomisk presset, hvilket er et stort tabu for Lady Bird, der helst ville bo i et af de store flotte huse i den anden ende af byen. Den arbejdsløse far hjælper Lady Bird med at søge legater til college og støtter generelt hendes drømme og ønsker. Forholdet til moren er derimod lang mere konfliktfyldt og eskalerer flere gange undervejs. Forholdet til moren er på en gang klichéfyldt, men også enormt stærkt i sit portræt af det problemfyldte mor-datter-forhold. Moren er imod, at Lady Bird tager på college på Østkysten og mener ikke, at Lady Bird hverken egner sig eller kan komme ind sådan et sted. Derfor er kampen om at komme på college på østkysten et vigtigt omdrejningspunkt for filmen. En adgangsbillet til den højere del af uddannelsessystemet er for Lady Bird vejen ud og væk fra Sacramento, og det er for hende en helt grundlæggende ting at nå det mål – eller som det mindste kæmpe for det.

En rigtig fin film

Teenagerens eget selvbillede er filmens helt store omdrejningspunkt. Hertil kommer pointen om at lære at elske det sted, man kommer fra på trods af dets fejl og mangler. Og naturligvis også på trods af sine egne fejl og mangler. Lady Bird er indhyllet i en god omgang humor, og Saoirse Ronans portræt af teenagepigen gør hende utrolig nem at relatere til – omend også end smule anstrengende. Filmen er ikke synderligt banebrydende eller nytænkeende. Til gengæld er det en hyggelig historie om, hvordan det kan føles som en kamp at være teenager, om at passe ind, finde sig selv og samtidig have styr på veninder, drenge, forældre og fremtidsplaner.

LÆS OGSÅ:
Anmeldelse: 'Paterson' er poesi på film

Lady Bird har premiere i de danske biografer den 26. april 2018.

Se traileren til Lady Bird nedenfor: