Danmarks bedste journalist, Kirsten Birgit Schötz Kretz Hørsholm, skal lave film. Næsten da. Duoen bag det populære radioprogram skal nemlig spille hovedrollerne i Mads Brüggers kommende film.

Mads Brügger skal lave sin første spillefilm, der har fået titlen Sankt Bernhard Syndikatet. Med i filmen skal spille Rasmus Bruun og Frederik Cilius Jørgensen. Det skriver det danske filmmagasin Ekko. Frederik Cilius kender du måske bedre som hele Danmarks darling: Kirsten Birgit Schötz Kretz Hørsholm, men i den kommende film skal han spille sig selv.

Filmen er ifølge Det Danske Filminstitut et komediedrama, der handler om de to iværksættere Rasmus og Frederik, der har drømme om at opstarte en virksomhed i Kina. Med sig til Kina har de Dollar – en 100 kilo tung Sankt Bernardhund, der skal udgøre virksomhedens første ‘vareprøve’. Forretningsduoen har nemlig læst sig til, at luksushunde er in blandt den kinesiske overklasse, og de håber derfor, at det nye firma kan være vejen til evig rigdom.

Med deres kinesiske fixer, Stanley, bliver de kastet ud på en interessant rejse i den kinesiske forretningsverden. En rejse der kommer til at kræve både op- og nedture, glæde, fortvivlelse, skuffelse, håb og ikke mindst total desperation.

Filmen er skrevet af Lærke Sanderhoff og er produceret af Emilie Lebech Kaae og Jakob Kirstein Høgel i samarbejde med Meta Film.

Sankt Bernard Syndikatet får premiere i de danske biografer den 1. marts 2018.

LÆS OGSÅ:  Anmeldelse: 'The Discovery' er en opdagelse i sig selv