Igen i denne uge er vi klar med tre nye trailers, der giver os knaldhøje forventninger til 2017’s film- og serie år.

Dying Laughing (2017)

Endnu et spændende indslag på dokumentarfronten, er den kommende film Dying Laughing. Filmen omhandler, som titlen indikerer, stand-up komikere. Deres liv, deres kampe, og hvad det egentlig vil sige at være det. Filmens instruktører Lloyd Stanton og Paul Toogood har samlet en masse kendte fra branchen heriblandt den hylendemorsomme og filmaktuelle Kevin Hart, rollemodellen Amy Schumer og multi-talentet Jamie Foxx. Derudover er der også flere ældre komikere med såsom Jerry Lewis og Jerry Seinfeld. Traileren giver os forventningen om en både sjov OG alvorlig film, der giver et indblik i livet som en sjov person. 

Filmen rammer biografen den 24. februar.

The Handmaid’s Tale (2017)

Selvom Margaret Atwoods dystopiske roman fra 1985 allerede er blevet filmatiseret i 1990, bliver der igen i år forsøgt at genskabe magien fra den velkendte klassiker. Historien omhandler et fremtidigt samfund, hvor fødselsraten er faldet så meget, at man i det diktaturiske system har gjort alle fødselsdygtige kvinder til slaver hos de velstående. Man følger slaven Offred, der i serien spilles af skuespilleren Elisabeth Moss, du måske har set i kultserien Mad Men. Overfor hende står hendes mester Joseph Fiennes. Andre du kan glæde dig til at se, er Gilmore Girls’ Alexis Bledel, Orange is The New Blacks Samira Wiley og den unge Jordana Blake.

LÆS OGSÅ:
Ugens filmtrailere

Serien fra streamingtjenesten Hulu kommer først ud i April måned, men se traileren lige her:

CHIPs (2017)

Det er det klassiske politi-action-komedie plot. En mærkelig duo, masser af eksplosioner, køretøjer og kiksede fald. Den dumme og den kloge. Den geniale undergenre gjorde sig allerede bemærket i 1980’erne med “Frækkere end politiet tillader”, “Politiskolen” og “Rushhour”. Siden da er der gjort utallige nye forsøg på genren, og med filmen CHIPs forsøges det altså endnu en gang.

Actionkomedien er baseret på 70’er tv-serien af samme navn. Vi følger to motorcykelbetjente, som under en opgave som færdselsbetjente bliver indblandet i en mærkelig affære.

Filmens to hovedroller indtages af henholdsvis Dax Shepard og Michael Peña. Dax Shepard kender du måske fra en masse sjove komedieroller eller fra spacefilmen “Zathura”. Michael Peña derimod har især gjort sig bemærket i flere alvorlige roller og har spillet med i bl.a. adventure-filmen “The Martian”. Vi glæder os til at se netop denne duo stå overfor hinanden i den kommende komedie. Andre skuespillere på rollelisten er Vincent D’Onofrio, Kristen Bell og Adam Brody. 

Den amerikanske komedie kommer ud den 24. marts.

LÆS OGSÅ:
Ugens trailere: Biler, damer og hemmelige elskere