Hvordan er det egentlig at arbejde på et spillested eller et teater? KULTBOX har besøgt Bremen Teater til en snak om stedet, og hvad der foregår ’bag kulissen’.

København viser sig fra sin kolde og våde side i midten af oktober. Regnen presser den afventende folkemængde sammen under halvtaget foran Bremen Teater, hvor teatrets tilhørende natklub ’Natbar’ om fem minutter åbner dørene.

Jeg står mindre bekvemt i et hjørne under halvtaget og forsøger ihærdigt at se usynlig ud i frygt for at blive stemplet som pigen, der er taget alene i byen. I virkeligheden venter jeg på teatrets direktør, Jesper Majdall, som har lovet at fortælle lidt om livet for de ansatte på Bremen Teater.

Lige nu er teatret tomt, for aftenens forestilling er aflyst på grund af sygdom blandt skuespillerne, så det er kun bartenderne, der er kaldt på arbejde for at imødekomme lørdag aftens festglade københavnere bag ved baren.

»Vi er ikke rigtig et spillested. Vi er heller ikke et teater. Vi er et kulturhus«

 

Simon Spies’ gamle morgenbolle-hotel

Dørene bliver låst op, og dørvagten stiller sig foran indgangen og begynder at lukke den efterhånden halvlange kø indenfor. Jesper Majdall kommer ud til mig og tænder en cigaret, og vi tager en hurtig snak om teatret, mens han ryger færdig.

»Vi er ikke rigtig et spillested. Vi er heller ikke et teater. Vi er et kulturhus«, siger han, mens han fortsætter med beretninger om mængderne af shows, der tæller både koncerter, foredrag, awardshows og meget mere. Men hovedsagligt huser Bremen Teater standup, hvilket muligvis har sin inspirationskilde i stedets bestyrelse, der består af ingen ringere end Simon Kvamm, Casper Christensen, Frank Hvam, Niels Hausgaard og fem andre mænd.

»Deres intention var at overtage stedet og bibeholde historien, for det er jo en gammel Simon Spies bygning, og så ville de lave nogle fede arrangementer og samtidig have et sted, de selv kunne benytte.«, fortæller Jesper Majdall.

Simon Spies åbnede tilbage i 1971 et såkaldt ’morgenbolle-hotel’ i bygningen, og den ikoniske sal med de lidt over 600 blåpolstrerede sæder var den dertilhørende biograf, hvor rejsekongen på premiereaftenen viste den amerikanske film ’Fire frække numser fik et gok’.

Efterfølgende har flere teatre lagt veje forbi, men siden 2010 har teatret været kendt under navnet Bremen Teater med den tilhørende natklub Natbar. Salens indretning og patina er vedligeholdt siden Spies havde sin daglige gang på teatret, og Bremens gæster bliver under forestillingerne placeret i blåpolstrerede sæder af samme udseende som dem, der sørgede for bekvemmelighed for gæsterne til ’sengekantsfilmen’ ved åbningen i 1971.

bremen-teater-foyer-1-2

Foto: bremen.dk

Dagligstuen i backstage

Jesper Majdall slukker det sidste af sin cigaret, og vi går ind ad glasdøren og ned ad trapperne til baren, der møder os med høj musik og dunkel belysning. Dansegulvet er endnu tomt – muligvis fordi festen kun har været i gang i små ti minutter.

LÆS OGSÅ:  Ting du skal opleve i Nordvest: Københavns Brooklyn blomstrer

Vi går ind gennem en lettere skjult dør for enden af den aflange bar, der åbner til en lang gang med rødpolstrerede sofaer, hvor vi sætter os og fortsætter snakken om Bremen Teater.

»Helt lavpraktisk fungerer det sådan, at når kunstnere der skal optræde kommer på besøg, så står vi for at tage i mod dem, vise dem ind i backstageområdet, sørge for at cateringbehovet er opfyldt og at de generelt føler sig tilpas«, siger Jesper Majdall.

»Cateringen er det letteste sted at ’please’ en kunstner, og det skaber bare god stemning.«

Han har ikke oplevet OCD-lignende bestillinger i form af for eksempel sorteringer af M&Ms i sin tid i underholdningsbranchen, men han fortæller, at kunstnerne som regel sender en ’catering rider’ til teatrets ansatte, som derefter gør hvad de kan for at opfylde kravene. Typisk vil et krav, der afviger fra normen, være et ønske om vegetarisk aftensmad.

»Cateringen er det letteste sted at ’please’ en kunstner, og det skaber bare god stemning. Vi vil også gerne skabe god stemning i backstageområdet, som vi derfor har indrettet som en slags dagligstue – vil du ikke se det?«

Og jo, det vil jeg selvfølgelig gerne. Vi går ind ad døren til backstageområdet, og rigtig nok træder vi direkte ind i noget, der unægteligt minder om en dagligstue tilbage i 70’erne. Møblerne er udelukkende lavet i mørkebrunt træ, og i midten af stuen står et sofaarrangement placeret med bordeaux polstring. Over sofabordet hænger en tidløs ph-lampe, og en reol i hjørnet fungerer som piedestal for en sort retro grammofonspiller. Det eneste, der skiller sig ud, er det sorte fladskærms-tv ved siden af sofaarrangementet, som kunstnerne gerne benytter, mens teknikerne sætter udstyr op i salen, fortæller Jesper Majdall.

bremen-teater-sal-3

Foto: bremen.dk

Det viser sig, at området er en mindre labyrint, for hvert rum fører til et nyt ikonisk 70’er-indrettet værelse med flere mørkebrune møbler og malerier på væggene. Jesper Majdall fortæller, at han personligt har bidraget til indretningen, for da hans morfar døde, importerede han flere af bedstefarens malerier og møbler til Bremens backstageområde.

LÆS OGSÅ:  Louis C.K. kommer til København

Et af rummene skiller sig ud med sit grønne gulv, der mest af alt minder om en fodboldbanens kunstgræs, og ideen var da også oprindeligt at indrette en have, fortæller Jesper Majdall – men ideen er ikke kommet videre end det grønne græs-lignende gulv. I et andet rum hænger en rød stortromme i loftet som erstatning for en lampe, og på en af gangene er hvide mosaikfliser overtegnet med sort sprittus, der i form af små beskeder vidner om forskellige kunstneres oplevelser og hilsner til Bremen Teater.

Men den vægpynt, mine øjne falder på hurtigst, er et sort-hvid fotografi af Bremens bestyrelse. De står på række ved publikumssæderne i teatersalen, og de ser med deres rynkede øjenbryn og hængende mundviger meget vigtige og seriøse ud. I midten står Simon Kvamm i sort jakkesæt med hænderne foldet foran sig, og ved hans venstre side står Frank Hvamm placeret i gråt jakkesæt med en cigar i hånden. Han bliver holdt ved selskab af Casper Christensen på sin venstre side, men faktisk var Casper Christensen slet ikke til stede den dag, billedet blev taget, fortæller Jesper Majdall med et skævt smil på læben – han er nemlig blevet photoshoppet ind senere.

bremen-teater-foyer-4

Foto: bremen.dk

Da to mænd slikkede hinandens næser

Selvom backstageområdet både har dagligstue, badeværelse og vaskerum, så mangler det én ting for at kunne kalde sig et rigtigt hjem – og det er køkkenet. Men her kommer bartender Camilla Lind til undsætning, for hun synes, at Bremen bestemt også indeholder dele af den atmosfære, der er i et køkken.

»At fester på Natbar føles lidt ligesom at tage hjem til nogen og sidde og drikke et glas rosévin på køkkenbordet. Det har sådan en hyggelig køkkenfest-stemning over sig«, siger hun.

Camilla Lind læser til daglig til dyrlæge på Københavns Universitet, og i sin fritid arbejder hun som bartender på Natbar. Baren er åben alle weekender, og der kommer også mennesker ind, som ikke har været i teateret, da baren er åben for alle. Hun fortæller, at fulde mennesker oftest er grobund for humoristiske indslag i baren, og der er specielt én episode, som står lysende klart i hendes hukommelse – dengang to mænd slikkede hinandens næser.

»Vi skulle pludselig gå rundt og være bange, bare fordi vi går i teateret med vores familier, hvor der kommer andre mennesker, og derfor kunne vi anses som et terrormål. Det er ikke særlig fedt«

Camilla Lind fortæller, at hun er på en helt normal bartendervagt på Natbar, da to mænd kommer op til baren, hvor hun er i fuld gang med at udskænke øl og drinks til tørstige kunder. Mændene, der begge har fået en eller to øl for meget, bestiller to shots tequila, som på Natbar bliver serveret uden salt – tequila og salt har nemlig kun ét resultat, siger Camilla Lind, og det er, at bartenderen skal bruge halvdelen af sin vagt på at tørre salt af bordet. Men de to mænd er løsningsorienterede, så de foreslår, at de blot slikker sveden af hinandens næser, for det smager efter deres egne overbevisninger fuldstændig ligesom salt. Til Camilla Linds store begejstring går der ikke mange minutter, før mændene uden tøven synker væsken og lidenskabeligt slikker hinandens næser, hvorefter de sætter prikken over i’et ved at modtage citronstykkerne fra hinandens munde.

LÆS OGSÅ:  Oplev gratis musik og sommerstemning til Stella Polaris

Camilla Lind har dog også oplevet ubehageligheder i arbejdet som bartender på et kultursted, og hun husker tydeligt dagene efter terrorangrebet i Paris i sommeren 2016. Under en forestilling i salen holdt et ’salatfad’ parkeret udenfor indgangen til Bremen, da en større mængde mennesker var samlet under ét tag, og derfor ville politiet for en sikkerheds skyld være på vagt, fortæller hun.

»Vi skulle pludselig gå rundt og være bange, bare fordi vi går i teateret med vores familier, hvor der kommer andre mennesker, og derfor kunne vi anses som et terrormål. Det er ikke særlig fedt,« siger hun.

Camilla Lind er generelt helt igennem glad for sin tjans som bartender på et kultursted, da publikum som regel er glade og snaksaglige, når de kommer ud fra et show.

»Og så er det jo bare skønt, at nogle af dem bliver og tager en ekstra drink i Natbar, når de alligevel er ude.«

Hun retter igen fokus mod kunderne, og baren er nu en del mere fyldt, end da jeg ankom. Musikken er højere, dansegulvet er spækket med mennesker, og da jeg går op af trappen og forlader Bremen Teater, er køen endnu længere. Desværre er regnen også endnu kraftigere…