Traditionen tro sørger DR’s Store Juleshow og symfoniorkesteret for, at danskerne kommer i den helt rette julestemning. KULTBOX var med, da DR’s koncertsal i år åbnede dørene for dette års juleshow.

Endnu et år står på hæld, og endnu en jul er på vej. Igen i år danner DR’s arkitektonisk flotte koncertsal ramme for et storslået juleshow, der har som ypperste formål at plante en god gang julestemning i hjertet på den danske befolkning.

KULTBOX er med, da optagelserne af showet finder sted – præcis en uge før, at showet vises i bedste sendetid på Danmarks Radio. Enhver gnaven Grinch må gå fra showet med en gennemborende følelse af nederlag, for DR lægger kræfter i, når den rette stemning skal skabes, og med salens udsmykning og kunstnernes optrædener er det en tabt kamp for en gnaven julehader.

Foto: DR/Agnete Schlichtkrull

Aftenens højdepunkt

Loftet er spækket med gigantiske julekugler og julestjerne, der kan skifte farve og lys alt efter, hvem der står på scenen og synger – og det får publikum første gang at se, da Wafande træder ind på scenen med et kæmpe smil og åbner ballet med julesangen ’It’s Beginning to Look a Lot Like Christmas’.

Han følger op på sin egen optræden ved at synge endnu en julesang med duoen Black Dylan, der bliver akkompagneret af et meget ungt drengekor, og i hælene på disse optrædener følger både Ida Corr, Burhan G, Mads Langer, Jacob Dinesen og pigerne Anilde og Azilda, der bedst kendes som vinderne af X-Factor 2016, hvor de gik under navnet Embrace.

Symfoniorkesteret er uden tvivl aftenens højdepunkt. Musikerne er klædt i sort og guld, og lyden af strygere, blæsere og slagtøj skubber enhver julesang et ekstra trin op ad kvalitetsstigen. Også kunstnernes optrædener nyder godt af et spillende symfoniorkester, der gør samtlige af de mandlige kunstnere en kende mere sofistikerede og samtlige af de kvindelige kunstnere en tand mere sexede.

LÆS OGSÅ:  DR køber rettighederne til 'SKAM'

Aftenens overraskelser

Men det er ikke kun symfoniorkesteret, der gør at aftenen skinner igennem som en lysende julestjerne. Mads Langers optræden med ’I En Stjerneregn Af Sne’ skaber den helt rette danske julestemning, og da pigerne Anilde og Azilda træder ind på scenen og synger Stevie Wonders julenummer ’Someday at Christmas’ bliver publikum blæst bagover af de kraftfulde og store stemmer, som muligvis er gået lidt i glemmebogen hos flere, som det jo ofte sker med danske X-Factor vindere. Pigerne søger dog i høj grad for at hive minderne op fra glemmebogen med denne storslåede optræden.

Aftenens første store overraskelse kommer, da den kvindelige vært Sofie Linde præsenterer den svenske sanger Erik Hassle. Han træder ind på scenen med sit krøllede hår i et sort jakkesæt og synger overbevisende to sange med den ene hånd i lommen og den anden om mikrofonen.

Publikum er vilde, da han forlader salen, men den allerstørste smørklat på risengrøden bliver serveret som en afslutning på showet, da britiske Shakin’ Steven træder ind på scenen og lidt vakkelvornt synger sit verdenskendte julehit ’Merry Christmas Everyone’. Den nu 68-årige britiske sanger er en glædelig afslutning på aftenens store juleshow.

Foto: DR/Agnete Schlichtkrull

Værternes juletraditioner

Showet er styret af de humoristiske værter Jakob Riising og Sofie Linde, der på trods af enkelte fejl tilsammen danner en del morsomme indslag. Da KULTBOX efter showet taler med dem, fortæller de om deres finurlige juletraditioner på hjemmefronten.

“Min far er fra Jylland, hvor man drikker varm juleøl med en smørklat i lillejuleaften, men heldigvis skal jeg ikke holde lillejuleaften med ham i år, så jeg slipper for at drikke det lort,” siger Jakob Riising med et smil på læben.

LÆS OGSÅ:  Drake kommer til København

Sofie Linde skal i år holde en almindelig jul, men hun fortæller om en bestemt tradition, som de til tider kører hjemme hos hende.

“Hver anden jul er det nattøjsjul. Så får vi lov til bare at slumre den i nattøj. Reglen er, at vi ikke skal gøre så meget ud af os selv, men at vi alle er sådan lidt putteagtige, og det er hyggeligt. Men det er ikke nattøj i år, det var det nemlig sidste år,” fortæller hun.

De to værter kommer også selv med deres egen lille musikalske juleoptræden i løbet af aftenen, der danner grobund for masser af latter og smil, og de passer rigtig godt ind som værter i konceptet omkring juleshowet.

De udenlandske optrædener er glædelige indslag i aftenens show, men derudover er der ikke de store kunstnere at kigge efter. De danske sangere, der optræder i showet, gør det overbevisende og godt, men man sidder efter showet tilbage med en følelse af, at der er blevet sparet på stjernecastet – og da det er Danmarks Radios juleshow, er det højest sandsynligt en korrekt antagelse. Aftenen lever op til sit formål med at sprede julestemning, og på trods af det fattige stjernecast har KULTBOX haft en hyggelig aften fyldt med jul.

DR’s Store Juleshow 2016 bliver sendt på DR1 lørdag d. 17. december kl. 20:30.

Foto: DR/Agnete Schlichtkrull