En tur på Glyptoteket blev til meget mere

Jeg tror ikke, jeg har besøgt Glyptoteket – eller nogle af de andre danske museer for den sags skyld – siden, jeg var barn, men af en eller anden uforklarlig årsag, besluttede jeg mig forleden dag for at tage ind i den nærmest majestætiske bygning, som jeg faktisk cykler forbi dagligt.

Da jeg gled igennem svingdøren, blev jeg mødt af den mest utrolige arkitektur. En arkitektur, der ville sende moderne konstruktioner som AroS og Arken til tælling. Sådan laver man simpelthen ikke bygninger mere. De enorme sale rummede en stilhed og en fordybelse, som man skal lede meget længe efter nogle andre steder. 

Mens jeg gik rundt på listefødder – det inviterer stedet ligesom lidt til, at man gør – kunne jeg konstatere noget helt fantastisk, og I kommer nok ikke til at begribe det, når jeg siger det, men:

Ingen, og jeg gentager ingen, havde deres mobiltelefoner fremme. De få, gerne dem under 20, der vovede at trække mobilen op ad lommen, var usædvanligt diskrete omkring det, og jeg observerede faktisk et venindepar, der fik snapchattet sig gennem en hel udstilling uden at være til gene for nogen omkring sig.

Museumsgæsterne var helt igennem optaget af at suge oplevelsen til sig, at registrere det, der var omkring dem, og på mig virkede det som om, den er fordybelse var helt særligt tiltrængt. Både for mig og for dem.

Måske er det danske museum blevet til et sted, hvor vi kan trække os tilbage og nyde roen? Et sted, hvor der hersker en kollektiv konsensus om, at vi respekterer stilheden og ønsket om ny viden i fordybelse?

Hvis det er tilfældet, så skal jeg snart på museum igen. Meget snart.

Kan jeg få lov til at bo her? På forhånd tak.