Det længe ventede Metallica-album landede i fredags, men lever det op til alle forventningerne?

Endelig kom det! Første album fra thrash-metal legenderne i 8 år, hvilket faktisk gør det til bandets længst-ventede album (selvom tiden dog føltes længere mellem The Black Album (1991) og Load (1996)).

Efter første gennemlytning er der umiddelbart intet banebrydende specielt ved dette album, og det minder mest af alt om ”left-overs” fra deres seneste album, Death Magnetic (2008). Men efter en håndfuld gentagne afspilninger træder de mange små nuancer og forskelle langsomt frem fra hvert nummer, og albummet fremstår klart som et af Metallicas bedste udspil i mange år, siden i hvert fald Re-Load (1997).

Åbningsnummeret Hardwired lægger tonen an, og starter albummet med en hårdtpumpet nyfortolket klon af deres thrash-klassiker Battery, og vi er i gang! De næste par numre vækker dog mere minder om Load/Re-Load, hvor nummeret Moth Into Flame tilmed også har et præg af …And Justice for All over sig, og nummeret Dream No More har referencer til Lovecraft og Ktulu, hvilket formentlig vil glæde gamle fans fra Cliff Burton-æraen. Alt i alt bliver det altså en blandet bunke bolcher, der vækker klare minder fra gutternes bagkatalog.

Det er i øvrigt første Metallica-album siden 1983, hvor guitaristen Kirk Hammett af uransaglige årsager ikke er krediteret for én eneste sang (angiveligt tabte han sin telefon i Københavns lufthavn, hvor alt hans materiale efter sigende lå på), men han spiller dog sine sædvanlige energiske soloer med samme bravour som han plejer, så forskellen er ikke umiddelbart til at føle, hvad dét angår. Det er som altid James Hetfield og den danske trommeslager Lars Ulrich, der har skrevet alle numrene, hvoraf bassisten Robert Trujillo dog liiige har fået lov til at få en finger med på nummeret ManUNkind – ikke at man dog lægger specielt meget mærke til dét.

LÆS OGSÅ:  Se MØ optræde hos Jimmy Fallon

Pladen er produceret af Greg Fidelman, med input fra den legendariske hip-hop/metal-producer Rick Rubin, der har arbejdet med blandt andre Red Hot Chili Peppers, Johnny Cash, Beastie Boys, Slayer, Danzig, Linkin Park, LL Cool J, Public Enemy og Run DMC. Han stod også bag Metallicas tidligere album, Death Magnetic, og her får vi så en plade med en meget tilsvarende lyd, hvilket nok vil appellere til nogle, og støde andre væk. Men uanset hvad, er det et bedre album end bandets tidligere udspil, det lettere bizarre og ekstremt eksperimenterende ”kunst”-album, de kreerede sammen med Fidelman og Lou Reed i 2011, Lulu (selvom der dog ikke skulle meget til, da det var et makværk af dimensioner).

Grimt albumcover men flotte musikvideoer

Apropos kunst, så lad os tale om selve Hardwired… to Self-Destructs artwork… Det er faktisk rent ud sagt ganske rædsomt grimt, ja nogle vil måske endda kalde det for direkte afskyeligt. Men det er egentlig typisk Metallica, der ikke har haft ét eneste seværdigt pladecover siden …And Justice for All (1988) og har svævet lidt mellem covers, der er smurt ind i sæd, blod og slørede farver (Load/Re-Load) til direkte uinteressante og kedeligt farveløse (Death Magnetic). Selvom St. Anger (2003) dog var lidt anderledes, med en tegning af en stor rød knytnæve, er bandet i nyere tid nærmest berygtede for deres hæslige album-covers. Deres nyeste indslag minder mest af alt om en begynder-øvelse i Photoshop, som er gået galt – men i det mindste er farverne da nogenlunde flotte at se på. Næh tak, så lad os hellere nyde de gamle covers, fra debuten Kill ’Em All (1983) over Ride the Lightning (1984), til mesterværket Master of Puppets (1986), der til evig tid vil stå som bandets bedste album, hvis ikke artwork-mæssigt, så i hvert fald musikmæssigt.

LÆS OGSÅ:  Ugens track hylder Lady Gaga

Normalt laver bandet ikke mere end en lille håndfuld videoer til deres sange, men til dette album har de fulgt trenden (ligesom Justin Bieber, Beyonce, og naturligvis Weird Al Yankovic) og har lavet en video til hvert eneste nummer. De har da (om nogen) også råd til det, så hvorfor ikke? De bedste videoer, som bestemt er et kig værd: Dream No More (Mystisk ”skygge”-figur går rundt foran en skærm med forskellige billeder), Here Comes Revenge (Skummel hyæne-mand udser sig sit næste offer til sin trofæ-væg), Murder One (flot animeret tribute der fortæller historien om Lemmy fra Mötörhead), samt Spit Out the Bone (B-films-agtig post-apokalyptisk video med cyborgs og robotter der slås).

Hvis man i øvrigt synes, at albummet ikke lyder heeelt hurtigt og heavy nok, så kan man eventuelt sætte afspilningshastigheden til 1.25 (en sjov mulighed på youtube), selvom dette naturligvis er ren blasfemi. Men spas er det da at lege med, hvis man vil ha’ lidt mere ”gang i den”.

Hardwired… To Self-destruct er et ganske fedt album med en klassisk ”oldschool”-lyd, der dog på ingen måde når Metallicas storhedstid til sokkeholderne, og som desværre har et par ret uinteressante ”fyld”-numre for meget. Havde blot ét nummer været taget ud, kunne resten af sangene snildt have været på én CD, men når de fleste mennesker angiveligt alligevel bare downloader eller køber vinyler nu om stunder, er det vel egentlig også lidt ligegyldigt. Uanset hvad, så er Metallica stadigvæk rock-legender, selvom deres seneste albums måske ikke har været så varierede eller nyskabende. Gode gamle James Hetfield har fået gråt skæg, og Lars Ulrich har fået en skullet, men fred være med dét. Rock on!

metallica_hardwired-_to_self-destruct_2016

Albummet er ude nu.

Trackliste

LÆS OGSÅ:  Bruno Mars udgiver nyt album '24K Magic' i dag!

01. Hardwired
02. Atlas, Rise!
03. Now That We’re Dead
04. Moth Into Flame
05. Dream No More
06. Halo on Fire
07. Confusion
08. ManUNkind
09. Here Comes Revenge
10. Am I Savage?
11. Murder One
12. Spit Out the Bone

 

Bonus-tracks på 3-disc udgaven

Lords of Summer, det første nummer som blev offentliggjort til albummet i 2014, er nu kommet i en lidt længere udgave.

Derudover har vi en masse cover-numre,  bla. Ronnie Rising Medley med et opkog af fire Rainbow-sange (med den nyligt afdøde Ronnie James Dio), en nyfortolket version af et af deres favorit-covers, Helpless af Diamondhead, Remember Tomorrow af Iron Maiden og When a Blind Man Cries af Deep Purple, samt diverse live-numre fra Metallicas bagkatalog.