Lady Gaga bragede igennem aftenens Super Bowl Halftime Show med ambitiøst sceneshow, der nåede ud i alle hjørnerne.

Popstjernen startede oppe under taget på NRG Stadium, hvor årets Super Bowl Show blev afholdt. Her sang hun God Bless America og This Land Is Your Land iklædt et skinnende kostume designet af Versace, mens stratetisk placerede droner fløj bag hende og leverede et imponerende og patriotisk lysshow. Herefter sprang hun ind i midten af arenaen for at give en energifyldt optræden af hittet Poker Face med kort indslag af Just Dance og The Edge of Glory. Gaga sang også Born This Way og Telephone, som flere fans havde forventet ville give et glimt af Beyoncé. Halftime-veteranen havde dog valgt ikke at dukke op i denne omgang, og den 30-årige sangerinde fik i stedet lov til at slutte showet alene med balladen Million Reasons og Bad Romance. “Hello America… We’re here to make you feel good,” annoncerede sangerinden ved klaveret, og det var helt tydeligt, at det var det, der var budskabet. Flere medier havde tidligere på ugen spået, at seere godt kunne forvente, at Gaga ville levere et meget politisk show, men i stedet var der udelukkende fokuseret på et kæmpe popshow med dans, kostumeskift og afsluttende fyrværkeri. Aftenen kom for en gang skyld ikke til at handle om Trump på trods af, at Gaga deltog i protesterne ude foran Trump Tower, efter Donald Trump var blevet valgt som landets nye præsident. I stedet var aftenen dedikeret til fest, fest og mere fest, og vi skal love for, at virkeligheden blev glemt i hele 13 minutter.

Se hele sangerindens optræden på NFL’s website.

LÆS OGSÅ:  Lady Gaga bekræfter: "Ja, jeg skal spille til Super Bowl"