Suspekts nye album 100% Jesus, kom på gaden i går. Albummet er godt. Helt klart et lyt værd.

Suspekt står stadig. De ser tilbage på barndommen, kigger nærmere på døden, ryger smøger med Hellepigen, og gør en anden kvinde så glad. Xanders syn bliver sløret. Der er krystaller i hans drink, der gør ham helt skør. Imens hviskes han i øret af en kvinde.

På lidt anden formuleret vis er Danmarks rapgruppe nummer et tilbage med et nyt album. Suspekt har tidligere delt vandene med deres musik. Nogle kan lide dem. Andre kan ikke holde dem ud, men på det nye album, er der nok en større andel, der godt kan lide dem. Albummet er nemlig mindre kontroversielt end deres tidligere albums. Det tidligere fremtrædende tema, sex, træder nu et skridt tilbage, og erstattes i stedet med mere seriøse tanker, følelser og oplevelser.

”100% Jesus” er i forhold til deres forrige album, ”V”, anderledes.Barndommen såvel som døden er i højsædet, og vi kommer tilbage til Albertslund. Vi får endnu et indblik i, hvem de tre musikere, Andreas Bai Duelund, Emil Simonsen og Rune Rask, i virkeligheden er, og hvordan de er vokset op.

Alligevel er det stadig med det en anelse brogede udtryk. Albummet er stadig markeret ”explicit”, da vestegnsattituden ikke er forduftet i kampen om, at lave et album der skiller sig ud. Sproget, som de i sin tid blev populære på, og som på mange måder er en del af bandet, er stadig til stede. Vi har således ikke at gøre med mors kæledækker, der går i søndagsskole. Det ville også være synd, og med Rune Rask bag knapperne er der næsten ingen grænser for, hvad Andreas Bai Duelund og Emil Simonsen kan tillade sig at sige bag mikrofonerne.

LÆS OGSÅ:  Green Day udgiver første single i tre år

Næsten hele albummet er i den afdæmpede ende. Så hvis man er den Suspekt fan, der gerne vil have fart over feltet, og samtidig ønsker at få blæst hovedet af med sexreferencer, så vil man formegentlig blive skuffet. Albummet indeholder kun en sang, der til dels kan opfylde ønskerne. Nemlig den allerede udgivne single ”Hun Blev Bare Så Glad”, der på grund af sin afvigelse og nummerets placering på albummet (nummer 12 af 12), mest fungerer som en slags rulletekster eller ekstramateriale.

I stedet har albummet stemning. En stemning som ikke tidligere er set hos Suspekt. Døden fylder meget, og kommer specielt til udtryk på det rørende nummer, ”Ling’s sang”, der er en sang til Linkoban. Den dansk-kinesisk-vietnamesiske rapper, der efter halvandet års kræftsygdom desværre gik bort i starten af sidste år. Og selvom det er svært at finde en decideret favorit blandt sangene, er dette nummer klart deropad. Det giver stof til eftertanke. Suspekt har her besøg af Fribytterdrømmene på vokal og Simon Jul på guitar. Resultatet er meget bevægende og helt klart et lyt værd.

Ved siden af er der hele tiden tilbagevendende referencer til døden. Det ses på numrene, såvel som på albummets cover og titel. Herudover spiller temaet barndom også en vigtig rolle. Opvæksten og ungdomsårene i Albertslund fylder meget. Albummet bærer derfor også meget præg af at være reflekterende, og det holder næsten 100 procent. Havde variationen på numrene været en smule større, ville der ikke være en finger at sætte på albummet.

Som helhed fungerer albummet rigtig godt. Det er som en film med en indledning, midte og afslutning. Det første nummer, ”23 kroner / Solfar”, er et godt eksempel på, hvordan albummet med en stille indledning vækker lytterens interesse, og hvordan Suspekt med universalintroen i slutningen af nummeret, erklære albummet for i gang. Ligesom hvis det var en film.

LÆS OGSÅ:  Rihanna udgiver nyt musik med Drake

Albummet er absolut et af dem, som man skal høre. Suspekt er tilbage i en ny reflekterende stil, og det klæder dem utroligt godt. Flere sange skiller sig ud, og som helhed er albummet, en af de bedre danske udgivelser.