Lust For Life er det fjedre studiealbum fra den amerikanske pop-sangerinde Lana Del Rey. Albummet byder på mere melankolsk, alternativ vintage-inspireret pop fra sangerinden, der dog for første gang har inkluderet adskillige features på sit album. Dette er til gengæld også stort set det eneste, der adskiller udgivelsen fra hendes tidligere albums.

Lust For Life byder på 16 tracks fra sangerinden, inklusiv singlerne Love, Coachella – Woodstock In My Mind, Summer Bummer ft. A$AP Rocky og titelsangen Lust For Life ft. The Weeknd. Del Rey har tidligere samarbejdet med ham, bl.a. på det seneste album Starboy, hvor de sammen lavede det korte track Stargirl Interlude – dog har de aldrig samarbejdet på et track udgivet af Lana Del Rey, før nu. Det virker måske en anelse atypisk at have en feature på titel-sangen til albummet, men netop her giver det mening, da albummet som førnævnt har en del feature-tracks. 5 er antallet af sange, hvor en anden kunstner deler spotlightet med Del Rey. De forskellige kunstnere er hhv. The Weeknd, to tracks med A$AP Rocky, Stevie Nicks og Sean Ono Lennon. Sidstnævnte er især interessant, idet at han som søn af Yoko Ono og John Lennon, passer perfekt ind i Lana Del Reys univers med en fascination af 60’erne og 70’ernes musik.

Selve sangen featuring Sean Ono Lennon, Tomorrow Never Came, er også fyldt med referencer til The Beatles – foruden titlen som reference til sangen Tomorrow Never Knows, er også guitaren fra deres sang Something inkluderet på dette track. Og det er langfra de eneste referencer til pop-kulturen, Lana har inkluderet på Lust For Life.

I sangen Coachella – Woodstock In My Mind, har hun skrevet om sin oplevelse til en Father John Misty-koncert på festivalen Coachella i år – men trækker en del paralleller mellem den moderne festival, og Woodstock-festivalen fra ’69. I selve teksten refererer hun også til Led Zeppelins hit Stairway To Heaven, idet at hun synger “I’d trade it all away for a stairway to heaven”. Dette gør hun også på flere andre tracks på albummet, bl.a. Lust For life, hvor teksten inkluderer titlen på en sang af Billie JoelOnly The Good Die Young.

Hendes fascination af den dystre side af Hollywoods glamour kommer også til udtryk på titelsangen Lust For Life, hvor hun refererer til selvmordet af den mislykkede skuespillerinde Peg Entwistle, der i 1932 sprang ud fra H’et af Hollywood-skiltet.

LÆS OGSÅ:  Anmeldelse: Britney Spears 'Glory'

Udover de mange features på albummet, er der også sket en lille forandring i hendes skift af fokus i musikken. Hvor hun før har fokuseret meget på sin egen ulykke og historie, fokuserer hun på dette album også en del på sine lyttere. I sange som God Bless America – And All The Beautiful Women In It og singlen Love taler hun direkte til publikum, hvor hun i den førstenævnte skaber en fællesfølelse med hendes store kærlighed til hjemlandet. Selv denne betvivler hun dog også på nummeret When The World Was At War We Kept Dancing, der viser en smule politisk bevidsthed fra Del Reys side. Hun er også blevet mere moden og abstrakt i sine tekster, og det klær hele det univers, hun skaber med sin musik.

Men til trods for det lyriske aspekt og gæstekunsterne på albummet, er der ikke sket den helt store udvikling i stil fra sangerindens side. Hun holder sig meget til det hun kender, med den drævende, melankolske vokal fyldt med harmonier ovenpå hiphop-beats. Det er det, vi kender og elsker Lana for, men det bliver en smule svært at adskille sangene fra hinanden og fra tidligere udgivelser, og man sidder derfor tilbage med en lidt antiklimatisk følelse efter en gennemlytning af Lust For Life – det kunne være rart at se hvad sangerinden ellers har at byde på.