Roskilde Festival har nu afsløret 70 ud af 175 navne til plakaten for 2017. Her til morgen modtog vi en bandpakke, som indeholder en lang række kunstnere, der skal spille på dansk jord for første gang.

Årets Roskilde-program lover godt! Til opvarmningsdagene er der allerede blevet booket en god portion danske og nordiske kunstnere til at sætte gang i festlighederne. Her har vi bl.a. Noah Carter og ShitKid, der leverer interessant svensk lo-fi-punk. Opvarmningsdagene er altid en god mulighed for at opdage ny musik og høre kunstnere, der får lov til at spille på festivalen for første gang. Også det norske band Snow Boyz kan man glæde sig til, og hvis man skal tro på rygterne, så kommer de til at levere noget af et show.

For hovedfesten kan Roskilde byde navne som Lorde, der skal spille for første gang i Danmark og kan medbringe en masse nye sange, da et nyt album ligger lige rundt om hjørnet. Hun fik sit helt store gennembrud tilbage i 2013 med nummeret Royals, og nu får danskerne altså for første gang lov til at opleve den krøllede newzealænder, når hun spiller på årets Roskilde Festival.

LÆS OGSÅ:
Danske CHINAH klar med single og ny EP

Årets største navne

Det helt store navn er selvfølgelig A Tribe Called Quest, som vendte tilbage til musikscenen med et yderst anmelderrost album sidste år. Dette vil også være deres eneste skandinaviske koncert i 2017.

Roskilde byder desuden på en stor mængde amerikanske kunstnere i år, som hovedsageligt repræsenterer hip hop-scenen. Her har vi navne som Bryson Tiller og Gucci Mane. Sidstnævnte udgav sidste år sit niende album Everybody Looking, som inkluderede et imponerende sæt af gæster som bl.a. Drake og Kanye West.

Andre store navne, som allerede var blevet annonceret, inkluderer Foo Fighters, Arcade Fire, Justice og selvfølgelig The Weeknd. Og er det nærmest ikke også snart en tradition, at man lige skal fange Trentemøller, når der leveres et som regel tranceagtigt set på Orange Scene? Vi glæder os!

Billetter kan allerede bestilles og festivalen løber fra den 24. juni – 1. juli 2017.

Se den samlede oversigt over nye navne her:

  • A Tribe Called Quest (US)
  • Bryson Tiller (US)
  • Gucci Mane (US)
  • Lorde (NZ)
  • 47Soul (PS)
  • Against Me! (US)
  • Atomikylä (FI)
  • AV AV AV (DK)
  • Dub De Gaita – Los Gaiteros De San Jacinto (CO)
  • High On Fire (US)
  • Oranssi Pazuzu (FI)
  • Pert Near Sandstone (US)
  • Ph/Mr Peter Hayden Band (FI)
  • Priests (US)
  • Rag’n’Bone Man (UK)
  • Rüfüs (AU)
  • Show Me the Body (US)
LÆS OGSÅ:
Roskilde festival 2017 - DÉT vil vi huske!

Rising/Countdown

  • Auðn (IS)
  • AyOwA (DK)
  • Fugleflugten (DK)
  • The Kutimangoes (DK)
  • Modest (DK)
  • Noah Carter (DK)
  • Odd Couple (DE)
  • ShitKid (SE)
  • Silvester (DK)
  • Snow Boyz (NO)
  • Ştiu Nu Ştiu (SE)
  • Tvivler (DK)