På trods af lydproblemer formåede Gerald Gillum aka G-Eazy at tænde publikum på Arena til årets Roskilde festival.

I hiphop-kredse kritiseres han for at være en kunstner, der umiddelbart ikke har meget på hjerte. Han er for det første hvid, og det gør jo unægteligt gamet lidt sværere. For det andet mener flere kritikere, at han er det perfekte eksempel på, at et pladeselskab har sat sig ned og besluttet at “skabe” en rapper. Hans produktioner er altid enormt gode (han producerer selv sin musik), men kritikken slår på, at han er generisk, fabrikeret og uægte. Og nå ja, så skulle hele hans fanbase være bygget op af unge high school- og college-piger, hvoraf sidstnævnte nok er en anelse svær at benægte. Tøserne er vilde med G-Eazy.

Og her skal jeg nok være helt ærlig. Jeg er på ingen måde den rigtige til at anmelde G-Eazy, og det er der en helt enkelt grund til. Han kunne sætte sig på kanten af scenen og glo i 90 minutter, og jeg ville stadigvæk være begejstret. Så da jeg gik ind under teltet til Arena var det med en vis beherskelse. Men publikum var klar til Eazy, og festen startede kun få sekunder efter den amerikanske rapper trådte ud på scenen.

Det er meget muligt, at G-Eazy ikke er en af den slags rappere, der har enormt meget på hjerte. Hans tekster diskuterer meget lidt, og det ville nok også være en anelse søgt at påstå, at han repræsenterer en eller anden form for minoritet. Alligevel er der noget ved den musikalske kvalitet, som er svær at benægte. Sex, stoffer, materialisme og rockstar-livet er det ultimative omdrejningspunkt i hans musik, og det er åbenbart, hvad der skal til for at skabe en fest på Arena. Det show, som rapperen leverede, var så ægte, som det kunne blive, og selvom han ikke havde sit sædvanlige sceneshow til at støtte sig til, så var publikum med hele vejen. Selv da han spillede nye numre, som de færreste nok havde hørt før.

LÆS OGSÅ:  5 kunstnere, du nok ikke kender, men som du SKAL se på Roskilde

Desværre har det i år været sådan, at lyden på Arena absolut ikke har været fantastisk. Og helt galt gik det da også, da Eazys mikrofon flere gange slukkede. Men det satte absolut ikke en stopper for festen, og ti mosh pits senere var der ingen tvivl. G-Eazy hører absolut til på Roskilde.

Jeg har sagt det før, og jeg vil sige det igen. G-Eazy er rappens James Dean. Intet mindre.