Rihanna støtter 100% op om Colin Kaepernick, og det betyder, at hun har sagt nej til at optræde til næste års Super Bowl.

Den 30-årige sangerinde er ifølge Us Weekly blevet tilbudt det prestigefyldte job at optræde i pausen til Super Bown Halftime Show i 2019. Et show, der sidste år havde mere end 100 millioner seere.

Men det har Work-sangerinden altså takket nej til for at vise sin støtte til den tidligere NFL-spiller Colin Kaepernick, der for alvor lavede overskrifter, da han som den første spiller knælede under den amerikanske nationalmelodi, inden en fodboldkamp skulle starte. En protest, der fik adskillige spillere til at følge efter, og som skulle symbolisere modstand mod politivold mod sorte mennesker i USA.

Kaepernick blev efterfølgende fyret som spiller, og han har ikke spillet en kamp siden fyringen tilbage i 2016. I år blev han ansigt for nye Nike-kampagner, der satte ny ild til debatten, og som fik adskillige Nike-kunder til at brænde deres Nikes – men salget steg samtidig for sportsfirmaet.

Efter Rihannas nej har bandet Maroon 5 sagt ja til at optræde til Halftime-showet, der finder sted den 3. februar i Atlanta.

LÆS OGSÅ:
Rihanna modtager ærespris fra Harvard University