Siden Gulddreng debuterede sidste år, har han været på alles læber. Han var den mest uundgåelige og mest streamede kunstner i Danmark, men nu er han færdig og klar til at prøve noget helt andet.

Det hele startede med nummeret Model, der gjorde ham til en musikalsk sensation på både godt og ondt. Men var Gulddreng et seriøst projekt, eller var han en kunstner, der i virkeligheden tog tykt pis på det hele? Sidstnævnte viste sig at være tilfældet, og det skabte enormt meget mystik omkring, hvem det var, der rent faktisk stod bag Gulddreng.

Det gjorde Malte Ebert. Den nu 23-årige singer-songwriter, der bliver rost af sine gamle skolelærere for sin musikalitet, og som har lavet musik, siden han var barn, har i løbet af det forgangne år bevist, at han har potentiale til at være meget mere, end bare en parodi på den danske musikscene.

Da Ebert havde skrevet sangen Model, var det et forsøg på et prøve noget andet med musikken end det, han tidligere havde leget med. Men han var ikke indstillet på at udgivet singlen under sit eget navn.

LÆS OGSÅ:
Nyt album og dobbeltsingle fra My Bubba

“Mit pladeselskab ville gerne have, at jeg udgav ’Model’ som mig selv, men det havde jeg ikke lyst til. Så det var der, jeg øjnede muligheden for at blande musik og teater,” fortæller han til DR.dk.

“Gulddreng var et frirum for mig til at lave noget, der ikke var mig, og som tog udgangspunkt i noget, der ikke var fra mit eget liv.”

I en ny dokumentarserie på fire afsnit taler DR med en tætte familiemedlemmer, venner, journalister og fans om det musikalske fænomen. Gulddreng aka Malte Ebert kommenterer naturligvis også selv på, hvad det er, han har skabt, og hvad det er, han nu er klar til at give slip på.

“Han er aldrig færdig, Gulddreng. Eller hvad? Måske. Jeg ved det ikke,” siger han og understreger, at nu vil han bare gerne være Malte.

Ikke mere guldkæde, ikke mere indvandreraccent, ikke mere hættetrøje. Det er officielt slut med Gulddreng. Nu skal Malte Ebert frem på scenen. Han har allerede underskrevet en publishingkontrakt (ikke en pladekontrakt), der skal resultere i fremtidige engelsksprogede projekter, som potentielt skal skyde den rigtige Malte helt til tops i den danske såvel som internationale musikbranche.

LÆS OGSÅ:
Vida Sophia klar med ny single

Du kan se ‘Gulddreng vs. Malte’ på DR3 i aften klokken 22.30 og streame programmet på Dr.dk.