Der havde været tisken og hvisken i krogende, og den var god nok: The Weeknd var klar med ny musik. Det blev en realitet, da han i går udgav ny ep.

Surprise, surprise, folkens. Den nye ep fra The Weeknd er ude!

Blot få timer efter, at den 28-årige artist annoncerede, at han ville udgive et nyt album, røg My Dear Melancholy, på gaden – og nej, kommaet er ikke en fejl.

Ep’en er den musikalske efterfølger til hitalbummet Starboy fra 2016. The Weeknd har senest lavet musik i samarbejde med Kendrick Lamar med nummeret Pray for Me, der var soundtrack til Black Panther-filmen.

Hvis du er til den melankolske The Weeknd, som vi husker ham fra House of Balloons (er der nogensinde lavet noget bedre end Abels Wicked Games?), så er My Dear Melancholy, utvivlsomt noget for dig.

Samarbejdspartnere som Cirkut, Daheala, Mike Will Made It og Daft Punks Guy-Manuel de Homem-Christo vender endnu en gang tilbage, og det betyder også, at albummet byder på masser af velkendte beats, der dog alligevel peger i en lidt anden retning end Starboy – og heldigvis for det.

Specielt eksistentielt er det ikke, men det er klynkepop, der lige gjorde påsken lidt mørkere – på den gode måde.

LÆS OGSÅ:
Grimes og Janelle Monáe udgiver musikvideo

My Dear Melancholy, er tilgængelig på streaming nu.

Lyt til nummeret Call Out My Name fra My Dear Melancholy, nedenfor: