Top

Ugens track hylder Lady Gaga

Allerede da ugen var to timer gammel stod det klart, hvem der havde fortjent at blive Kultbox første ’Ugens track’. Med en helt fantastisk optræden i pausen ved dette års Super Bowl, synes det at være uundgåeligt at lade det være andre end Lady Gaga.

Da den amerikanske fodbold finale, Super Bowl, var halvvejs, og det store halftime show skulle til at starte, var det med Lady Gaga som performer. Alle store musikere drømmer om en dag at stå for lige præcis denne optræden, hvor musikere som bl.a. Prince og Michael Jackson tidligere har optrådt.

Med et storslået show kan det hvert år enten skuffe fælt, eller blive et fantastisk og mindeværdigt musikalt øjeblik. I år var resultatet det sidste. Med et medley der spændte over en række af Gagas største numre, gav denne optræden fornyet respekt til sangerinden og viste, hvor mange store hits den kvindelige popsanger egentlig har lavet, siden hun i 2008 debuterede med albummet The Fame.

Valget af ugens track er derfor landet på en af hendes mere afdæmpede sange. Nemlig Speechless fra hendes album tredje EP The Fame Monster.

Nummeret er et af hendes mere personlige numre, der for første gang lukkede publikum indenfor i hendes personlige liv. Det fortæller om hendes forhold til sin far, og om hvordan at hun prøver at overbevise ham til at gennemgå en hjerteoperation.

Sangen viste for første gang, hvordan Lady Gaga ikke var bange for også at lave mere seriøse projekter, hvor hun samtidig beviste, at hun musikalsk var en kunstner, der uden problemer kunne bevæge sig ud i noget andet end det, hendes fans var vant til.

Speechless er skrevet af Lady Gaga selv og blev udgivet d. 18. november 2009.

Sangerinden kan desuden opleves live til årets Grammy-uddeling, når hun på søndag skal spille på scenen sammen med bandet Metallica.

Ugens track går hver uge til en specifik sang, der på den ene eller anden måde, har fortjent at blive ugens track. Det kan enten være en hyldest til en kunstner, en sang, der beskriver ugen specielt godt, eller at det er et nyt nummer, der er kommet på gaden, og bare er lidt federe end de andre nye udgivelser.