Top

Fra dengang til nu: Udviklingen af den amerikanske komedieserie

Det er nu efterhånden nogen år siden, at tv-serie genren sitcoms kom frem på tavlen. En sitcom er en situations-komedie, hvor hvert afsnit udspiller en særlig episode i en gruppe menneskers liv. Oftest står enkelte episoder fint alene. Der er gjort mange forsøg på at lave den geniale sit-com gennem tiden og nogen har været mere heldige end andre. Vi vil kigge tilbage på, hvordan denne sit-com genre har ændret sig de sidste årtier.

I Love Lucy / Lucy Show (1951-1957)

Koncept: I Love Lucy var en af de aller første sitcoms i tv-seriens historie. Og en af de serier, som har givet genren sit navn. I Love Lucy handler om den hjemmegående hustru Lucy og ægteskabet med hendes mand Desi Arnaz. Serien følger især Lucy og hendes drømme om at blive en stjerne. Dette bringer ægteparret ud i mærkelige situationer.

Humor: Serien er meget gammel, og der var i disse tider en hel anden humor end der ses i sitcoms i dag. Der er meget få karakterer med i I Love Lucy og disse karakterer får folk til at grine med fjollet og karakteristisk mimik. Det, som får publikum til at grine er ting som Lucy, der gør skøre ting, laver kiksede stunts og sjove ansigtsudtryk. Noget der ville være sværere at gøre i dag.

All in the family (1971-1997) 

Koncept: Lidt under tyve år efter I Love Lucy rammer All in the Family skærmene. Serien er i farver, der er flere karakterer og serien berør temaer, der ikke er taget op på samme måde før – såsom seksualitet, racisme og voldtægt. Den cirkler omkring arbejdsmanden Archie Bunker, der dagligt tager ting op til diskussion med sin familie bestående af den naive kone Edith Bunker, datteren Gloria og datterens mand Mike.

Humor: Det er især Archie Bunker’s konfronterende og karakteristiske skarpe mening omkring diskuterede emner, der får folk til at grine med, viser klip fra dengang og massiv omtale af serien. Ting, der ikke er blevet sagt højt før. Dialogen er skarp i All in the Family, og der er ikke ligeså meget falde-på-halen humor at grine med på.

Seinfeld (1989-1998)

Koncept: Hvor både I Love Lucy og All in the Family er ‘all in the family’ tager Seinfeld et nyt udgangspunkt, der inspirerer mange sitcoms efterfølgende. Seinfeld handler om fire meget forskellige venner i New York City… her kan du spørge dig selv, hvor du ser det i alle dine yndlings sitcoms? Vi følger komikeren Jerry Seinfeld (en fiktiv udgave af den ene instruktør selv), hans bedsteven George, ekskæresten Elaine og naboen Cosmo. Serien følger det daglige liv for de fire venner – hverdagens små opture og nedture, og det sjove i selv den mindste detalje.

Humor: Seinfeld er ofte husket som serie, der handler om ingenting, men som gør det sjove ud af små løjerlige hverdagssituationer, som alle kan komme ud for. Og det er måske denne hverdagshumor, der gør serien populær for sin generation og flere generationer siden.

Friends (1994-2004)

Koncept: Hvis der er en serie, som er helt umulig ikke at have set eller hørt om, er det Friends. Seriens sidste afsnit kom ud i 2004, men tv-serien er stadig på alles skærme den dag i dag. Vi følger i serien de seks venner Rachel, Ross, Monica, Chandler, Joey og Phoebe, der bor i 90’ernes New York City. Vi følger de højt elskede karakters opture og nedture, når det kommer til kærlighed, venskab og karriere-liv, og selvom hvert afsnit står fint alene, følger vi gennem de ti sæsoner spændt med for at finde ud af, om Ross og Rachel endelig får hinanden, og om vennerne følges ad trods diverse skænderier og konflikter.

Humor: Hvad er det, som gør Friends så sjovt? Vi har set de samme afsnit igen og igen, og vi griner alligevel. I Friends er meget af humoren baseret på vores karakterer. Vi holder efterhånden sådan af vores venner, at det sjove er, hvad de gør og siger – hvordan de reagerer på ting. Siden de tidligere sitcoms, er der kommet nogen mere karakteristiske karakterer. For hvad ville Friends være uden Joey’s dumhed, Chandler’s akavede måde at håndtere situationer på og Monica’s rengøringsvanvid?

How I Met Your Mother (2005-2014)

Koncept: Til trods for, at How I Met Your Mother kom ud kun et år efter Friends‘ sidste afsnit ramte tv-stuerne, er der sket meget med humoren siden Friends. Og selvom plottet i How I Met Your Mother tilsyneladende lyder meget genkendeligt: vi følger nogen venner, der bor i New York City og deres opture i kærlighed og karriere-liv – skiller HIMYM sig ud fra mængden. Her følger vi især Ted, der på en meget indviklet måde fortæller sine børn historien om, hvordan han har mødt deres mor. Det sker gennem otte sæsoners sammenfletning af begivenheder, og der er altså tænkt en del mere over detaljer end der var behov for i fx Seinfeld og Friends. Men der skulle selvfølgelig også findes på nye idéer for at gøre sig bemærket i blandt efterhånden så mange sitcoms.

Humor: Efter så mange serier med det helt samme plot, er der i denne 00’er serie brug for NY HUMOR. Og en kæmpe del af How I Met Your Mother‘s humor er den geniale sammensætning af tid og sted. Og den interne humor, der bliver skabt hos en seer, når de har fulgt med – som at vide, hvad ‘at spise en sandwich’ betyder eller hvem Robin Sparkles er.

Modern Family (2009- i dag)

Koncept: Endelig en serie, der stadig er i gang! Og denne serie bringer familien tilbage i spil. Her følger vi tre små og meget forskellige familier, der tilsammen udgør én. Vi følger det homoseksuelle par Cameron og Mitchell, Mitchell’s far Jay og hans nye og meget yngre latin-amerikanske kone Gloria og hendes søn Manny samt Jay’s datter Claire, hendes skøre mand Phil og deres tre børn. Som titlen indikerer er fokus i denne sitcom altså moderne familier, og hvis vi kigger tilbage på en serie som All in the Family, er der sket en del med familielivet siden dengang.

Humor: Noget af det, der især gør Modern Family one of a kind, er dokumentar-kortet, serien tager i brug. I serien bliver der ‘talt til kameraet’ ligesom man ser i en dokumentar-film og denne måde at skildre karakterenes ærlige mening overfor, hvordan de agerer, er simpelthen hylende morsom, uden vi kan forklare, hvorfor. Samtidigt bliver der brugt super meget ironi i serien.

New Girl (2011- i dag)

Humor: New Girl er i den grad en serie, der er baseret på klassisk slap-stick humor samt hele konceptet, som vi kender det fra Friends. Her er publikum dog ikke underlagt det såkaldte laugh track, der hurtigt kan komme til at virke en anelse forceret. Samtidig er humoren i New Girl også underlagt en lang række referencer til amerikansk populærkultur. Noget man bl.a. har set blive brugt i stor stil af serier som Family Guy og South Park. Referencerne og den såkaldte intertekstualitet bygger på, at publikum har set det, som kom før New Girl.

Koncept: Selvom historien ikke foregår i NY, men LA, følger vi ligesom i bl.a. Friends, Seinfeld og HIMYM, en venneflok – her bestående af mærkelige Jess og nye roommates Nick, Schmidt og Winston. Serien fokuserer ekstremt meget på trends og dating, og den vinder meget seer-kærlighed, fordi den er så up to date, at vi genkender de små nye ting i vores hverdag.