Rockstar Games har annonceret efterfølgeren til det populære western-spil ‘Red Dead Redemption’.

Det er tid til igen at puste støvet af lassoen og rense den gamle seksløber. D. 16. oktober lagde Rockstar et billede op på Twitter, der forestillede deres velkendte logo på en rød baggrund. Allerede her blev fans af det storslåede konsolspil fra 2010 ellevilde, da den røde farve har været et grundlæggende kendetegn og varemærke for Red Dead Redemption.

Den efterfølgende dag lagde Rockstar igen et billede op på Twitter; denne gang mere eksplicit i sit budskab. Billedet forestiller en solnedgang på rød himmel med syv sorte cowboy-silhuetter i forgrunden. Og d. 18. oktober kom det budskab vi alle ventede: Red Dead Redemption 2 udkommer i efteråret 2017.

LÆS OGSÅ: HITMAN – Episode 5 får udgivelsesdato

Mange fans har de sidste par dage spekuleret over om det nærmere var en såkaldt ‘remaster’ af det oprindelige spil, altså en forbedring af det gamle og ikke en reel efterfølger, der blev hintet til. Alle disse spekulationer er dog endegyldigt blevet fejet af vejen.

Den nye udgivelse er en regulær efterfølger, men om spillere får lov til igen at gå i den lovløse cowboy, John Marstons, læderstøvler, er tvivlsomt. Ser man tilbage på spillene i Rockstars lange og anmelderroste portefolie, vil man opdage, at spillene aldrig har samme hovedkarakter. Dog eksisterer spillene ofte indenfor samme univers og vi vil med stor sandsynlighed møde gamle venner og bekendte fra prærien.

For hårdnakkede fans er der indtil videre ikke andet at gøre end at vente i spænding og holde et vågent øje med Rockstars Twitterprofil for nyt info, mens man starter sin gamle Playstation 3 eller Xbox360 op og genoplever det vilde vesten, som vi kender det fra Red Dead Redemption.

LÆS OGSÅ:  The Legend of Zelda: Breath of the Wild er et mesterværk

 

Edit:

Første trailer til Red Dead Redemption 2 er blevet offentliggjort:

 

cvdtzvuxeaaqqyd-jpg-large