Den nye HITMAN-episode er lige på trapperne, og denne gang drager den skaldede og stregkodetatoverede Agent 47 mod Colorado i USA.

HITMANs opgave er denne gang at infiltrere en farm, der er omdannet til en privat militærtræningslejr. Her bliver det spillernes job at likvidere fire farlige individer, heriblandt miljøterrorister og torturbødler. Som altid har spillerne, i Agent 47’s sko, adgang til diverse dødbringende instrumenter og våben som de kan vælge imellem for bedst muligt at tackle opgaven. Og der bliver brug for planlægning eftersom de danske skabere, Io-Interactive, forklarer at denne mission vil blive blandt de sværeste, der hidtil er udgivet.

“This is one of the toughest episodes yet. Not only do you have four targets, but from the moment you set foot in Colorado you’re on enemy ground. ‘Freedom Fighters’ is a key episode, which will add serious momentum to the story and set up an intriguing season finale for players.”
– Hannes Seifert, leder hos Io-Interactive.

Den femte episodes navn, ”Freedom Fighters”, synes at være en lille hyldest til Io-Interactive’s spil af samme navn fra 2003. Skaberne fortsætter således deres langvarige tradition med at indlægge små praj til deres tidligere værker.

Med denne udgivelse består HITMAN nu af fem hovedmissioner, eller episoder, ud af seks planlagte. Spillets utraditionelle måde at blive udgivet på har betydet, at spillere ikke har kunnet spille hele spillet fra da første episode blev udgivet i marts, men altså i løbet af 6 måneder løbende er blevet introduceret til nye missioner. Spillere er blevet opfordret til at genspille og eksperimentere i de enorme omgivelser én mission foregår i bl.a. gennem de såkaldte elusive targets, escalations og spillerskabte kontrakter. Med denne udgivelsesform har Io-interactive haft mulighed for at lytte til deres fans og opdatere og tilpasse de efterfølgende episoder i forhold til spillernes kritik. Det er en udgivelsesform, der indledningsvist blev modtaget med stor skepsis, men i sidste ende har vist sig at være velegnet for et spil som HITMAN.

LÆS OGSÅ:  'The Last of Us: Part 2' annonceret

Sidste episode, der vil foregå i Japan, udkommer senere i 2016 og vil konkludere historien i spillet. Io-Interactive kalder selv den sidste episode for afslutningen af denne ”sæson”. Om det betyder, at der vil komme endnu en sæson med yderligere episoder eller opdateringer, ved vi endnu ikke, men vi krydser fingre.

Den femte episode i det danskproducerede konsol- og computerspil HITMAN er tilgængeligt d. 27. september.

Relaterede indlæg