Rigtig, rigtig dårlige nyheder til alle os, der ikke kan få nok af Game of Thrones. Vi kan nemlig risikere først at se seriens afslutning i 2019.

Det er vist ikke overdrevet at sige, folk glæder sig helt ustyrligt meget til den kommende sæson af Game of Thrones. Sæson syv er nemlig lige på trapperne. Den seneste trailer til den kommende sæson formåede blandt andet at slå rekorden for den mest sete tv-trailer i løbet af 24 timer. Og selvom den nye sæson får premiere i næste måned, så bliver det bestemt ikke afslutningen på serien. Vi har nemlig også en sæson otte, vi kan glæde os til, før det hele er helt slut.

Men nu ser et ud til, at vi kommer til at vente lidt længere med at se, hvordan det hele ender, og hvem der egentlig med at sidde på the iron throne.

HBO-direktøren Casey Bloys afslørede nemlig til EW, at seriens sidste sæson ikke nødvendigvis vil få premiere næste år. Det skyldes, at skaberne bag serien David Benioff og D.B. Weiss fortsat skal finde ud af, hvordan serien skal slutte. Da direktøren blev spurgt til, om han ville godkende, at en afslutningen blev udskudt, sagde han, at det ikke ville blive et problem.

“De skal skrive episoderne og løse produktionsplanen. Vi vil have en bedre føling med det, når de er kommet lidt længere med skriveriet,” sagde han.

Game of Thrones vender tilbage til HBO Nordic den 17. juli, og hvis du har tænkt på det, så kan vi allerede nu afsløre, at sæsonens første episode vil vare i 59 minutter.

LÆS OGSÅ:  4 serier til dig der savner 'Game of Thrones' lidt for meget