Udvid din horisont med en bunke af de mange gode dokumentarfilm, du kan finde på Netflix. Hvad end det er om forbrug, det amerikanske retssystem, universet eller religion, så er der her syv gode bud på film, der kan gøre dig lidt klogere.

1) Amanda Knox (2016)

I 2007 var den amerikanske studerende, Amanda Knox, anklaget for mordet på Meredith Kercher. Begge piger havde været studerende i Perugia, Italien, da Kercher blev fundet brutalt myrdet. Ikke længe efter blev Knox mistænkt, og medierne var lynhurtige til at tegne et uhyggeligt billede af hende som den ultimative skurk. Hun, hendes kæreste og en tredje part blev alle anklaget for mordet. Kæresteparret blev senere frikendt efter at have siddet fire år bag tremmer i Italien. Filmen tegner et billede af Knox gennem en række interessante interviews, der virkelig får dig til at spekulere… Gjorde hun det?

 

2) Zeitgeist (2007)

Kunne du ikke også godt tænke dig at blive ateist? Så skal du skynde dig at se Zeitgeist. Efter filmens første tyve minutter vil du være godt og grundigt overbevist, og derfra ruller filmen ellers afsted i en imponerende kritik af krig, økonomi og religion. Peter Joseph er manden bag værket, der er første film i en række af tre. Alle tre film findes på Netflix, og det er absolut en dokumentarserie, som alle bør have set.

 

3) Chef’s Table (2015)

En spændende dokumentarserie, der går bag om en række af verdens mest utrolige restauranter. Hver episode fokuserer på en enkelt kok og deres helt unikke liv, talent og passion for en helt fantastisk form for madkunst. Og så kan vi ellers gå på McDonald’s bagefter!

4) Cosmos: A Spacetime Oddysey (2012)

Seth MacFarlane, Ann Dryan og Neil deGrasse Tyson har sammen genskabt Carl Sagans fantastiske Cosmos-serie i et nyt og opdateret format. Serien byder på 13 afsnit, der tager dig med på en imponerende rejse gennem tid og rum. Neil deGrasse Tyson er en sand mester i at formidle og fortælle, og Cosmos er det perfekte sted at starte, hvis du gerne vil lære noget om, hvordan universet begyndte, hvordan det hænger sammen, og hvordan mennesket er blevet til.

LÆS OGSÅ:  Affleck-brødrene i nyt samarbejde med Netflix

 

5) Blackfish (2013)

Har du nogensinde været i Orlando, Florida for at opleve det vilde spækhugger-show i Sea World? Hvis du har, så vil Blackfish nok få dig til at tænke en ekstra gang over, hvorvidt det egentlig var en god idé. Filmen kommer helt tæt på de kummerlige forhold, som de store hvaler lever under, og så vises der vilde klip af scener, hvor spækhugger-trænere bliver trukket med ned under vandet. Og nej, ikke alle overlever. Sea World blev efterfølgende ramt af en overvældende shit storm, der fik dem til at love at foretage ændringer i deres set-up.

 

6) Making A Murderer (2015)

Med mindre du har levet under en sten siden 2015, så har du nok på et eller andet tidspunkt hørt en af dine venner tale om Making A Murderer. Serien er indspillet over en periode på 10 år og følger Steven Avery, der tilsyneladende bliver revet rundt i manegen af det amerikanske politi og sat i fængsel for en forbrydelse han (måske) ikke har begået.

 

7) Minimalism: A Documentary About the Important Things (2015)

Har du lidt for mange ting i din lejlighed? Hvis du ikke synes det nu, så synes du helt klart det, når du har set Minimalism. De to fyre tager den måske til ekstremerne (eller gør de?), men deres pointe er stærk og giver i den grad stof til eftertanke.

Alle film og serier er tilgængelige på Netflix.