Mere originalt indhold er på vej til Viaplay. Denne gang i form af en højspændt politisk thrillerserie lavet i samarbejde med det internationale produktionsselskab Red Arrow International.

MTG slår pjalterne sammen med Red Arrow International og Nordisk Film, når de i 2018 er klar med den nye serie Embassy Down.

Manuskriptforfatter Anders Frithiof August (The ModelBedrag, Arvingerne) skal skrive historien, og René Ezra og Thomas Radoor skal instruere serien, der kommer til at udspille sig over otte episoder á 1 times varighed.

Embassy Down udspiller sig i nutidens København og følger en række terrorister, der stormer den amerikanske ambassade og tager gæsterne som gidsler. Hændelsen starter en kædereaktion af dramatiske begivenheder, som ikke blot resonerer i den danske hovedstad men også i resten af verden.

“Dette er en enorm stor, lokal produktion om et højaktuelt emne, som har en global relevans. “Embassy Down” er den seneste tilføjelse til vores ”Original” portefølje, og bliver den anden Viaplay produktion, som vil blive distribueret globalt, efter den LA producerede seersucces, ”Swedish Dicks”, siger Jonas Karlén, der er CEO hos Viaplay.

Læs også: Anmeldelse ‘Forbandet’

Serien vil udforske den psykologiske dynamik, der opstår mellem terroristerne og gidslerne inde i ambassaden. Jakob Mejlhede, der er Executive Vice President hos MTG, udtaler at det er et lokalt drama med global relevans, som berører nogle af nutidens mest følsomme emner.

Serien får premiere eksklusiv på Viaplay i samtlige nordiske lande i løbet af 2018, og den vil blive distribueret globalt af Red Arrow International.

Viaplay har senest udgivet deres originale serie Forbandet samt Swedish Dicks, der desuden er blevet fornyet med en sæson to.