Den ikoniske kvinde i rødt er officielt tilbage i nyt format. Efter lang tids venten får Sandiego-fans nemlig endelig traileren til den kommende Netflix-serie at se.

Den nye animationsserie fra Netflix, der har Gina Rodriguez i hovedrollen som Carmen, er et reboot af den originale fortælling fra både spillet samt tv-serien Where in the World Is Carmen Sandiego?, der oprindeligt blev vist på den amerikanske tv-kanal PBS fra 1991 til 1995.

I historien følger vi globetrotteren og mestertyven Carmen Sandiego på sine mange eventyr.

“Alle spørger ‘HVOR er Carmen Sandiego’, men ingen spørger ‘HVEM er Carmen Sandiego?'” lyder det i beskrivelsen af den nye trailer, som Netflix har smidt online.

Carmen er en moderne version af den velkendte Robin Hood. Hun rejser Jorden rundt for at stjæle fra V.I.L.E og give tilbage til dets ofre. Hun er af offentligheden anset som værende en kriminel i absolut mesterformat, og den nye serie følger hendes eskapader og giver svar på meget mere end bare, hvor hun er i verden.

LÆS OGSÅ:
Netflix annoncerer premieredato på 'Stranger Things' sæson 3

Ud over Rodriguez spiller Finn Wolfhard, der blandt andet er kendt fra Stranger Things, med i serien som karakteren Player, og hvis man skal tro IMDb, så er serien allerede nu blevet fornyet med en sæson to.

Serien har premiere på Netflix den 18. januar.

Det forventes desuden også, at Rodriguez skal spille rollen som den kvindelige mestertyv i en kommende live-action-film, som også er produceret af Netflix, men som ikke er sammenhængende med animationsserien.

Se traileren til serien nedenfor: