For 27 år siden slog tv-fænomenet Twin Peaks hele verden omkuld med sin syrede og ikoniske fortællestil. David Lynch’ og Mark Frost’s krimiserie samlede hele familien omkring tv’et til fortællingen om Laura Palmer’s mord i den lille skovlandsby Twin Peaks. Der er sket meget med tv de sidste 25 år, og er det virkelig muligt at genskabe det fænomen, der var banebrydende for sin tidsalder? Og kan serien leve op til den kæmpe revolution, der er sket indenfor tv-serie genren siden dengang. Ja helt sikkert, men…

Twin Peaks er at tænke ud af boksen. Det var det i 1990, da serien først fik premiere, og det er seriens tredje og nyeste sæson også. Serien blev hurtigt populær for sin smukke og karakteristiske location, sin spænding og uhygge, men mest af alt for sin meget absurde og originale dramaturgi. Med andre titler som Blue Velvet og Mulholland Drive har David Lynch skabt et navn for sig selv ved at lege med folks hjerner, og det var især det, der blev gjort i Twin Peaks. Her fulgte vi i to sæsoner eftervirkningerne og efterforskningen af den smukke og hvad vi troede var den perfekte high school elev Laura Palmers mord i den lille men bemærkelsesværdige by Twin Peaks. En by hvor indbyggertallet er så lille, at alle kender alle. Og alle har noget på hinanden. Vi fulgte FBI-agenten Cooper (Kyle Maclachlan), der kom til den lille by for at opklare mordet, og som hurtigt vandt publikums hjerter med sin skøre personlighed. Serien sluttede i 1991 og efter filmen Fire Walk With Me, der fik premiere i 1992m og som ikke vandt nær så meget seer-respekt, troede alle, de sidste skridt var sat i Twin Peaks. Men det var de bestemt ikke.

LÆS OGSÅ:  Anmeldelse af '24: Legacy'

Vi er tilbage i Twin Peaks. Nye generationer er kommet til, de gamle high school børn er blevet voksne, men alligevel er alt næsten, som det plejer at være. Og alligevel ikke. For i tredje sæson af serien, møder vi også andre skæbner end dem i Twin Peaks. Vi kommer til New York, vi kommer til Buckhorn South Dakota, og vi følger en masse små brudstykker af historier, som det endnu ikke er muligt at flette sammen til et handlingsforløb. Præcis som Lynch gerne vil have det.

Suzanne Tenner/SHOWTIME

Seerne må ikke vide for meget for hurtigt

I den lille skovlandsby spiller der nye artister på den selvsamme lade, som stadig er the place to be i Twin Peaks. Shelly og Norma arbejder stadig på den lokale diner, og det er de samme politibetjente, som holder overblikket i den igen stillestående by. Alt er næsten, som det plejer at være hele 27 år efter, og som seer følger du spændt med i det, der er en meget langsom beretning af, hvad der er sket siden sidst. Små ting bliver afsløret efterhånden, og der er ikke nogen forklaring på, hvad og hvorfor tingene har ændret sig. Det samme gør sig gældende for Agent Cooper, som vi allerede nu kan afsløre, viser sig fra helt andre sider, end vi før har kendt. Vi har spolet langt frem i tiden, og det er helt sikkert af taktiske årsager, at Frost og Lynch netop ikke vil have, at vi som seere ved for meget for hurtigt.

Suzanne Tenner/SHOWTIME

Og vi forstår stadigvæk ikke, hvad der foregår

Alle dem, der har set Twin Peaks før, ved, at du kan se serien tre gange i træk og stadig ikke forstå det hele. Der er ting, der er så mærkelige og absurde, at vi ikke engang prøver på at forstå det. Og det lykkes for Frost og Lynch at genskabe den samme forvirring, som de skabte tilbage i 1990’erne. Vi går fra hoveder, der ikke passer til kroppe til et talende træ til hemmelige værelser med glasbure, der skal holdes øje med. Vi får ikke altid et svar på de spørgsmål, der bliver stillet, og bare fordi den samme skuespiller viser sig igen, er der ikke nødvendigvis tale om den samme mand – eller er der? VI VED INTET. Der foregår så mange ting på samme tid, at du som seer bliver både frustreret, glad og spændt, og det er bestemt ikke den type afsnit, du skal se ti minutter af ad gangen, for så mister du bare den tråd, som alligevel ikke er der.

LÆS OGSÅ:  Anmeldelse: Show Me a Hero

Vi savner mere Twin Peaks

Der er ingen tvivl om, at det fungerer perfekt, at der kører så mange fortællinger på samme tid. Vi følger nye karakterer, er vidne til nye mord, og faren lurer nu også uden for Twin Peaks. Men vi savner bare sådan byen. Jo, vi kommer tilbage til den højt elskede by, vi hører den samme velkendte melodi, og vi møder den samme forvirrede Lucy ved telefonen på politistationen. Det er skønt, men der er ikke nok af det. Efter de fire første afsnit, der tilsammen varer 4 timer, foregår under halvdelen af tiden i Twin Peaks, hvoraf langt størstedelen hopper fra storbyer til lurvede moteller til forstadslivet uden for skoven. Og selvom det er fedt at se skabernes magi virke uden for Twin Peaks, krydser vi fingre for at vores smukke grønne bjerge, fugle og savværksfabrik får mere skærmtid.

Suzanne Tenner/SHOWTIME

Fantastisk visuel magi 

Der er sket en del med teknologien og filmkunsten siden Twin Peaks udkom første gang. Der er mange flere muligheder i dag, når det kommer til det visuelle i en film eller en serie, og man kan som gammel Twin Peaks-fan blive bange for, at de muligheder udelukker den særlige magi, vi så tilbage i 1990. Og den magi havde ikke nødvendigvis noget at gøre med smarte effekter. Men der er ingen grund til bekymring. Der bliver leget med vores sind både på en ny måde og på den gamle. Vi får stadig de velkendte røde rum at se, der bliver stadig gjort brug af de teatralske virkemidler, og der bliver ikke spillet for meget på, at vi befinder os i nutiden. Frost og Lynch serverer stadig a damn good cup of coffee, og den smager som den plejer – med et twist.

LÆS OGSÅ:  Anmeldelse: SIX

Se de første fire afsnit af Twin Peaks: The Return på HBO Nordic lige nu.

Anmeldelse: Velkommen tilbage til Twin Peaks
5Bedømmelse