Vender Mads Mikkelsen tilbage som Hannibal Lector? Det ser lovende ud, hvis du spørger os.

Den amerikanske tv-serie Hannibal sikrede sig i løbet af tre sæsoner en noget imponerende fanbase, og det var derfor til stor skuffelse for mange, da serien sidste år blev aflyst. Serien formåede – på trods af de dedikerede fans – aldrig rigtigt at nå ud i tv-mainstreamen og måtte derfor dreje nøglen om grundet for få seere. Derfor endte serien da også med en række cliffhangere, som fans aldrig har fået svar på.

Nu kunne det dog godt se ud til, at serien, der har danske Mads Mikkelsen i hovedrollen, kunne vende tilbage med en fjerde sæson. Tidligere showrunner Bryan Fuller afviste det i hvert fald ikke, da han svarede på en fans spørgsmål på Twitter:

“Samtaler om det kunne ikke starte før to år efter sidste visning af sæson tre. [Executive producer Martha De Laurentiis] har påbegyndt den dialog. Den her slags tager tid.”

Der skal gå to år, fordi det på den måde sikrer, at et eventuelt andet netværk kan købe rettighederne til at producere serien igen. Nu handler det bare om at finde et netværk eller en streamingservice (HBO??), der kunne være interesserede i at købe serien.

Både Hugh Dancy (Will) og Mads Mikkelsen (Hannibal) har tidligere udtalt, at de er klar til at vende tilbage til deres roller.

Vi håber og krydser fingre for, at serien vender tilbage igen.