Hun er ung, hun er smuk, hun er intelligent. Og så er hun sugardater. Ny dokumentarserie dykker ned i Gina Jaquelines fascinerende liv.

“Der, hvor jeg kommer fra, var der ikke meget luksus. Det har jeg lavet om på,” siger den 27-årige kvinde, der i løbet af DRs nye dokumentarserie pulser løs på lyserøde cigaretter, mens hun nyder udsigten fra et københavnsk luksushotel en tidlig morgen.

Alt omkring Gina Jaqueline virker på én gang konstrueret og autentisk. Hun er en fascination uden lige, og derfor er det heller ikke mærkeligt, at dokumentarist Sofie Lange har valgt at lave en hel dokumentarserie om den mørkhårede skønhed. Hun har tidligere gjort sig som modeblogger på Ginajaqueline.com, men stoppede bloggerlivet for adskillige år siden. Til fordel for livet som sugardating?

Som sugardater går Gina ud med én eller flere mænd løbende, og som udgangspunkt er forholdet platonisk. Men som Gina selv siger, så skal der nok lidt mere til, hvis man forventer at få materielle goder ud af det. Og det får hun i den grad. Hun spankulerer blandt andet rundt med en Yves Saint Laurent-taske, en Gucci-taske og en Louis Vuitton-taske i seriens første afsnit.

 

Det kan godt være, jeg har en dyr taske, og jeg har flere, hvor de kommer fra. Men det er jo ikke fordi, jeg har fået dem gratis. Jeg har jo givet mere for dem, end nogen andre har. I sidste ende er det mig, der betaler prisen, hvis jeg knækker på det her. – Gina Jaqueline

 

Hun omtaler sit mandlige bekendtskab som “advokaten”, og det sikrer blandt andet indlogeringer på D’Angleterre-hotellet i København. Forholdet mellem dem sættes der ikke en mærkat på, men Gina kan tydeligvis godt lide sin “advokat” på trods af, at der udtrykkeligt ikke er tale om et kærlighedsforhold i traditionel forstand.

LÆS OGSÅ:  Nu kommer der (endelig!) flere Klovn-afsnit – og Casper har fået en ny kone

Umiddelbart virker det som den lette løsning til hurtige penge, men dokumentaren graver lynhurtigt ind under overfladen på, hvad det vil sige at være sugardater. Og det lykkes blandt andet, fordi Gina er exceptionel, når det kommer til at sætte følelser og ord på det, hun laver.

“Jeg har ingen intentioner om at være en reklamesøjle for sugardating ved at være med i programserien. Det her er min historie. Og jeg er helt klar over, at det liv jeg fører, ikke er noget alle og enhver kan gøre, uden at det ødelægger dem. Jeg er meget bevidst om min livsstil, og at jeg kan klare det menneskeligt, fordi jeg er af en særlig støbning,” fortæller hun.

Den nye serie er optaget over ni måneder, og resultatet er i alt fire programmer á 30 minutter.

“Sugardating er et gråzonefænomen. Er det kærlighed, er det prostitution eller begge dele? Gina er en klar stemme i den gråzone. Hun har bestemt sig for at fortælle om sit liv, og hun skammer sig ikke. Serien viser Gina som et helt menneske uden hverken at forherlige eller ynke. Det er et hudløst ærligt portræt på godt og ondt. Forhåbentlig efterlader serien seeren med et dybere indblik i en verden, de fleste har hørt om, men de færreste ved hvordan foregår,” siger Mads Kromann, der er redaktør på DR3.

Tiden er inde, til at verden må se. Denne her serie er ikke bare endnu et vanvittigt projekt – det er på mange måder vores baby, som jeg er øm omkring og som jeg håber I vil holde forsigtigt, mens i kigger. Min dokumentarist @sofielange vidste intet om mig, da hun begyndte at filme mig sidste forår. I dag ved hun alt hvad der er værd at vide. Det er klart, at der ikke har været plads til alle mine facetter og mange hundrede timers bånd på DR, så vi har valgt at lave en serie, om den måske aller mest usædvanlige del af mit liv og alligevel der igennem prøve at vise et så helt billede af mig som muligt. Jeg synes det er lykkedes ret godt! Det er vigtigt for mig at fortælle denne her del af min historie, som et led i et længere eventyr jeg er ved at forfatte….👸🏽🤴🏼 Der er forpremiere på afsnit 1 på DR.DK, men husk at se det rigtigt i fjernsynet hver onsdag 21.30 på DR3! X 🍿❤️ Pressebilleder: @emmamatell

Et opslag delt af (Geor)Gina Jaqueline (@ginajaqueline) den

Gina Jaqueline – en sugardaters fortælling’ har premiere på DR søndag den 1. oktober og på DR3 onsdag den 4. oktober, klokken 21:30.